Valsøya og Atlanterhavsvejen

Valsøya - Atlanterhavsvejen - Molde - Åndalsnes

Vejret fortsatte i den ustadige retning, og i troen på at det nok skulle blive bedre længere syd på, kørte vi mod Atlanten. Ideen var, at vi efter Tronheim skulle se, om vi kunne nå ud til Atlanterhavsvejen. eller på vejen dertil finde et godt overnatningssted, så vi kunne få hvilet ud.

Turen fra Mosjøen og Trondheim i halvdårligt vejr havde taget på kræfterne, så da vi nærmede os Kristiansund fandt vi Valsøyatunet. Et sted der bestod af en blanding af hytter, lejligheder og camping. Det var først på sæsonen, så der var ikke mange på pladsen. Heldigt for os, for vi fik et nyt moderne langhus med alle faciliteter med udsigt over bugten Valsøya. Bugten er omgivet af holme og skær, med hyggelige bugter og et rigt fugle- og dyreliv med blandt andet hjorte og rådyr. Et dejligt sted for overnatning og camping. Vi blev der et par dage. Gik nogle dejlige ture, så på dyre og fuglelivet, lystfiskerne på broen, lavede mad, ventede på bedre vejr og gik tidligt i seng.

Efter et par dage i Valsøya var vi klar til indtage Atlanterhavsvejen. Den havde vi store forventninger til, og vejret tegnede godt. Vi havde hørt, at det skulle være en fin oplevelse, især i godt vejr. Atlanterhavsvejen forbinder med sine godt 9 km byerne Molde og Kristiansund. Vejen ligger tæt på Norges vestkyst. Og med sine otte broer og mange skarpe sving, vilde natur og kraftige vindstød, har vejen i dårligt vejr, ry for at være Norges farligste vej.

For at komme ud på Atlanterhavsvejen skulle vi passere Kristianssund og køre gennem Atlanterhavstunnelen, som er en undersøisk vejtunnel på Nordmøre. Tunnelen forbinder Kristiansund og Averøy gennem en godt 6 km lang tunnel, der på dybeste sted ligger cirka 250 meter under havoverfladen og en stigning er 10 % . Den fører ud på Altanterhavsvejen. Men vi håbede ikke, at vejret ville blive noget problem. Men det fine vejr blev der ikke noget af. For da vi var kommet gennem tunnelen og kommet ud til den spectakulære bro ved Turistinformationen og cafeen Eldhuset, ca midt på Atlanterhavsvejen, stod vi midt i et voldsomt regn og blæsevejr. Ingenting var som forventet, men det var alligevel en flot oplevelse at se naturens voldsomhed. Vi fik os en god snak med et par ældre norske søstre, der boede i Bergen. De havde taget Hurtigruten til Kristiansund og lejet en bil. De havde været på vejen før, men var stadig imponeret af vejprojektet, selv om de lige som os gerne havde set det i solskinsvejr.

Der blev fotograferet, drukket kaffe og spist vafler før vi kørte videre mod Molde og tog færgen over til Åfarnes til Mjelva Camping, som ligger godt 3 km fra Åndalsnes med udsyn til de mest berømte fjelde i Romsdalen: Trolltinden, Romsdalshorn, Vengetinden, Bispen, Kongen og Dronningen. Og ganske kort vej til den fantastiske Trollstigen og Geiranger.

Mosjøen til Trondheim

Mosjøen, Steinkjer til Trondheim

Vi havde håbet på bedre vejr under vores ophold i Mosjøen. Men det tunge regnfulde vejr fortsatte. Heldigvis var der ophold i regnbygerne, og det gav os plads til en tur i den gamle bydel ved Sjøgaten med de mange flotte og gamle træhuse, som ligger ned til elven Vefsna. Træskibene ved elven gav en god fornemmelse, at byen fra tidernes morgen havde nære handelsforbindelser med udlandet. Især England har præget byen. En lille sjov detalje som fortæller noget om den tid er Fru HaugansHotel fra 1794, det ældste hotel i Nordnorge og den noget særpræget ottekantede Dolstad trækirkefra 1735.

Men rejsen gik videre. Vi fortsatte ned gennem Namdalen som danner rammen om Namsen, den 230 km lange elv, som ud over at være et berømt fiskevand for laks også er rammen for fire store vandkraftværker. Vi havde egentlig tænkt på at besøge byen Namsos, men vejret fik os til at ændre vores planer. Vi havde været der tidligere og vores håb om bedre vejr længere sydpå, fik os til at fortsætte ned mod Steinkjer. På E6 markeres grænsen og overgangen til Nord-Norge med en portal hvor Nord-Trøndelag og Nordland møder hinanden. Længere fremme passerede vi Snåsavatnet, som er Norges 6. største sø, og da vi var blevet sultne, kørte vi ind på på Føllingstua Camping, for at høre hvad de kunne tilbyde, og her fik vi lejlighed til at smage den lokale elggryde og få en Munkholm alkoholfri øl.

Vi kørte videre gennem Steinkjer ned langs Trondheimsfjorden til Trondheim. Vi havde været i Trondheim flere gange før, så opholdet skulle kun være overnatning, for vi ville videre til Atlanterhavsvejen. Vi havde hørt godt om Storsand Gård Camping, som lå på E6 ud til fjorden, så det valgte vi. Desværre var hytten, vi fik, nedslidt og trængte til en kærlig hånd og især var sengene rigtig dårlige. Det var en blandet oplevelse at at være der. Da vi forlod pladsen opdagede vi, at der havde været en anden mulighed ikke så lang derfra. Nemlig Vikhammer Motel og Camping. Det havde nok været et bedre valg. De havde motel, og det syntes vi er et plus.

Fra Saltstraumen til Mosjøen

Fra Saltstraumen til Mosjøen

Fra Saltstraumen kørte vi til Misvær og Rognan for at komme ud til hovedvej E6, der via Mo i Rana går direkte til Mosjøen. På vejen passerede vi Nordnes Camping, hvor vi ved en tidligere lejlighed har overnattet i en af deres særprægede hytter. En udrangeret campingvogn med en tilbygning, men ok til en enkel og simpel overnatning.

Vejret var meget skiftende, Selv om turen gennem Saltdalen og Saltfjellet er en flot tur, havde vi håbet at se solen. Men det blev der ikke noget af. Til gengæld fik et skiftende vejr med masser af regnbyger og og tunge skyer. Så vi hastede forbi informationscentret ved polarcirklen. Vi havde besøgt centret tidligere, og synes ikke, at vi havde behov for at høre historien igen om polarcirklen og vandskellet på Saltfjellet. Vandskellet er med til at danne de store elve, der løber henholdsvis mod nord og syd og ender i Saltfjorden og Vefsnafjorden.

Ca. 50 km før Mo i Rana blev vi mødt af omfattende anlægsarbejde. Vejen skulle lægges om og gøres bredere. Et imponerende stykke ingeniørarbejde og flot at de trods det omfattende arbejde, formåede at holde trafikken kørende på resterne af den gamle vej. Så det blev en lang køretur med lav hastighed, mange stop og manuelle trafikreguleringer frem til Mo i Rana. Det var lidt af en lettelse, da vi endelig var igennem, uden at frontruden var slået i stykker af stenslag. Heldigvis gik det nemmere det sidste stykke vej frem mod Mosjøen. Vi kørte gennem Korgfjelltunnellen (ca. 8,5 km), og tænkte tilbage på vore tidligere tur, hvor vi kørte over Korgfjellet og overnattede på Fjellstuen på toppen af fjeldet.

Fremme på Mosjøen Camping fandt vi ud af, at de udover hytter også havde en ny afdeling indrettet som motel. Det var lige noget for os, så vi flyttede ind på motellet, og blev der i to dage. Det havde været en trættende tur fra Saltstraumen, så efter en tur i det nærmeste supermarked stod den på madlavning og hvile.