Trollstigen og Geiranger

Åndalsnes - Trollstigen - Geiranger - Byrkelo

Mjelva Camping viste sig at være et dejligt sted med fine hytter til en rigtig god pris. Vi fik en fuldt udstyret hytte med udsigt til fjellet, vi skulle over. Dagen efter havde vejret stabiliseret sig, og på yr.no kunne vi se, at vejret så ud til at blive bedre, når vi skulle køre over den snørklede stigning. Trollstigen er en smal 106 kilometer lang enestående flot vejstrækningen med en stigningsprocent på 9%, og 11 hårnålesving med svimlende fjelde til begge sider.

Vi har kørt turen før, så vi forventede ikke, at der ville komme nogle overraskelser i form af mange store turistbusser, som godt kan give lidt håndsved, når man skal passere hinanden på den smalle vej mod informationscentret på toppen 860 meter over havet. Der er ikke mange muligheder for at gøre stop på turen op, men på toppen er der anlagt vandrestier, så man kan komme ud og se de mange åndeløse udsigtspunkter, stejle fjeldsider, hvor vandet fra den berømte Stigfoss som samlet falder godt 240 meter.

Fra toppen gik turen ned mod Geiranger og den flotte Geiranger fjord med udsigt til krydstogtskibene. Vejret var med os ned mod Geiranger, så udsigten var flot. Der lå flere krydstogtskibe for anker inde i bunden af fjorden. Vi kunne på turen ned se, hvordan røgen fra skibenes hjælpemotorer lå som en dis mellem fjeldsiderne. Et problem mange nordmænd er kede af, fordi røggassen ødelægger vegetationen på fjeldsiderne. En af Hurtigrutens skibe (MS Midnatsol) lå side om side med nogle at de enorme internationale krydstogtskibe. Selv om MS Midnatsol er 136 meter langt, så virkede det ret lille i forhold til de internationale krydstogtskibe.

Vi gjorde ophold på havnefronten, og efter et besøg i det lokale supermarked slog vi os ned på en bænk ved havnefronten. Her kunne vi sidde og spise, se på menneskemylderet og krydstogtskibene. Vi faldt i snak med et par nordmænd, som var på tur, og de bragte selv problemet med røggassen fra skibene på bane. For selv om de var interesseret i turismen, var det stadig et problem, at miljøet og fjeldene var så stærkt påvirket af de luftbårne ”affaldsstoffer” fra skibene.

Fra Geiranger fortsatte vi mod Voss, som vi egentlig havde regnet med, ville være inde for dagens køreprogram. Men som dagen skred frem, kunne vi godt se, at det ville blive sent, hvis vi skulle nå så langt. Så vi besluttede at finde overnatning i Byrkelo, en meget fin campingplads. Der var ikke nogen fuldt udstyret hytter, men vi fik en fin hytte, som lå meget tæt på flotte bade og toilet faciliteter. Og ejerskabet var helt i top, de havde i deres unge dage opholdt sig meget i Danmark. Så for dem var det næsten, som at få gæster hjemmefra.

Valsøya og Atlanterhavsvejen

Valsøya - Atlanterhavsvejen - Molde - Åndalsnes

Vejret fortsatte i den ustadige retning, og i troen på at det nok skulle blive bedre længere syd på, kørte vi mod Atlanten. Ideen var, at vi efter Tronheim skulle se, om vi kunne nå ud til Atlanterhavsvejen. eller på vejen dertil finde et godt overnatningssted, så vi kunne få hvilet ud.

Turen fra Mosjøen og Trondheim i halvdårligt vejr havde taget på kræfterne, så da vi nærmede os Kristiansund fandt vi Valsøyatunet. Et sted der bestod af en blanding af hytter, lejligheder og camping. Det var først på sæsonen, så der var ikke mange på pladsen. Heldigt for os, for vi fik et nyt moderne langhus med alle faciliteter med udsigt over bugten Valsøya. Bugten er omgivet af holme og skær, med hyggelige bugter og et rigt fugle- og dyreliv med blandt andet hjorte og rådyr. Et dejligt sted for overnatning og camping. Vi blev der et par dage. Gik nogle dejlige ture, så på dyre og fuglelivet, lystfiskerne på broen, lavede mad, ventede på bedre vejr og gik tidligt i seng.

Efter et par dage i Valsøya var vi klar til indtage Atlanterhavsvejen. Den havde vi store forventninger til, og vejret tegnede godt. Vi havde hørt, at det skulle være en fin oplevelse, især i godt vejr. Atlanterhavsvejen forbinder med sine godt 9 km byerne Molde og Kristiansund. Vejen ligger tæt på Norges vestkyst. Og med sine otte broer og mange skarpe sving, vilde natur og kraftige vindstød, har vejen i dårligt vejr, ry for at være Norges farligste vej.

For at komme ud på Atlanterhavsvejen skulle vi passere Kristianssund og køre gennem Atlanterhavstunnelen, som er en undersøisk vejtunnel på Nordmøre. Tunnelen forbinder Kristiansund og Averøy gennem en godt 6 km lang tunnel, der på dybeste sted ligger cirka 250 meter under havoverfladen og en stigning er 10 % . Den fører ud på Altanterhavsvejen. Men vi håbede ikke, at vejret ville blive noget problem. Men det fine vejr blev der ikke noget af. For da vi var kommet gennem tunnelen og kommet ud til den spectakulære bro ved Turistinformationen og cafeen Eldhuset, ca midt på Atlanterhavsvejen, stod vi midt i et voldsomt regn og blæsevejr. Ingenting var som forventet, men det var alligevel en flot oplevelse at se naturens voldsomhed. Vi fik os en god snak med et par ældre norske søstre, der boede i Bergen. De havde taget Hurtigruten til Kristiansund og lejet en bil. De havde været på vejen før, men var stadig imponeret af vejprojektet, selv om de lige som os gerne havde set det i solskinsvejr.

Der blev fotograferet, drukket kaffe og spist vafler før vi kørte videre mod Molde og tog færgen over til Åfarnes til Mjelva Camping, som ligger godt 3 km fra Åndalsnes med udsyn til de mest berømte fjelde i Romsdalen: Trolltinden, Romsdalshorn, Vengetinden, Bispen, Kongen og Dronningen. Og ganske kort vej til den fantastiske Trollstigen og Geiranger.