torsdag den 29. juni 2017

Lillesand til Larvik

Ogna - Egernsund - Lillesand - Arendal - Larvik

Egentlig havde det været planen, at vi skulle en tur til Stavanger, men det skiftende vejr gjorde at vi i stedet lagde ruten om. Så vi kørte mod syd i retning af Kristiansand og Larvik, hvor vi havde en aftale med vores norske venner. Vejret var for en gang skyld i det gode hjørne og solen skinnede fra en næsten skyfri himmel, da vi forlod Ogna. Vi tog turen langs kysten over Egernsund, Flekkefjord og Mandal for at få en fornemmelse af kystlinjen. Der er mange fine steder langs kysten, og efterhånden som vi nærmede os Kristiansand steg trafikken ganske betydelig. Det var lidt af en opgave at komme igennem byen med bomveje, vejfletninger, rundkørsler. Det var tydeligt, at her var vi kommet til en storby med mange aktiviteter. Men det var Lillesand, vi havde i tankerne som næste stop, og her var vi fremme midt på eftermiddagen, og blev installeret i en dejlig hytte på Tingsager Familie Camping. I første række ned til vandet. Et rigtig dejligt og afslappende sted lige ud til skærgården, og i gå afstand til Lillesand. En hyggelig by med flinke mennesker og en stemning, der kunne minde om bade og feriebyerne i Nordjylland. Der var lidt ”Skagen” over byen, som vi nødt godt af de næste par dage i dejligt solrigt vejr.


Fra Lillesand gik turen videre mod Larvik, og på vejen besøgte vi kystbyerne Grimstad og Arendal. Dejlige steder som ligger og putter sig i skærgården. Steder der fortjener at blive udforsket. Vi gjorde et kort ophold og spiste frokost i området ved Kragerø, inden vi kørte det sidste stykke til Larvik. Som så mange andre steder, var der et større anlægsarbejde i gang ved Porsgrunn, så vi måtte bruge lidt ekstra tid til trafiklys og køkørsel, inden vi først på eftermiddagen den 27 juni ankom hos Gro og Tore i Larvik.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar