søndag den 18. juni 2017

Mosjøen til Trondheim

Mosjøen, Steinkjer til Trondheim

Vi havde håbet på bedre vejr under vores ophold i Mosjøen. Men det tunge regnfulde vejr fortsatte. Heldigvis var der ophold i regnbygerne, og det gav os plads til en tur i den gamle bydel ved Sjøgaten med de mange flotte og gamle træhuse, som ligger ned til elven Vefsna. Træskibene ved elven gav en god fornemmelse, at byen fra tidernes morgen havde nære handelsforbindelser med udlandet. Især England har præget byen. En lille sjov detalje som fortæller noget om den tid er Fru HaugansHotel fra 1794, det ældste hotel i Nordnorge og den noget særpræget ottekantede Dolstad trækirkefra 1735.


Men rejsen gik videre. Vi fortsatte ned gennem Namdalen som danner rammen om Namsen, den 230 km lange elv, som ud over at være et berømt fiskevand for laks også er rammen for fire store vandkraftværker. Vi havde egentlig tænkt på at besøge byen Namsos, men vejret fik os til at ændre vores planer. Vi havde været der tidligere og vores håb om bedre vejr længere sydpå, fik os til at fortsætte ned mod Steinkjer. På E6 markeres grænsen og overgangen til Nord-Norge med en portal hvor Nord-Trøndelag og Nordland møder hinanden. Længere fremme passerede vi Snåsavatnet, som er Norges 6. største sø, og da vi var blevet sultne, kørte vi ind på på Føllingstua Camping, for at høre hvad de kunne tilbyde, og her fik vi lejlighed til at smage den lokale elggryde og få en Munkholm alkoholfri øl.

Vi kørte videre gennem Steinkjer ned langs Trondheimsfjorden til Trondheim. Vi havde været i Trondheim flere gange før, så opholdet skulle kun være overnatning, for vi ville videre til Atlanterhavsvejen. Vi havde hørt godt om Storsand Gård Camping, som lå på E6 ud til fjorden, så det valgte vi. Desværre var hytten, vi fik, nedslidt og trængte til en kærlig hånd og især var sengene rigtig dårlige. Det var en blandet oplevelse at at være der. Da vi forlod pladsen opdagede vi, at der havde været en anden mulighed ikke så lang derfra. Nemlig Vikhammer Motel og Camping. Det havde nok været et bedre valg. De havde motel, og det syntes vi er et plus.

fredag den 16. juni 2017

Fra Saltstraumen til Mosjøen

Fra Saltstraumen til Mosjøen

Fra Saltstraumen kørte vi til Misvær og Rognan for at komme ud til hovedvej E6, der via Mo i Rana går direkte til Mosjøen. På vejen passerede vi Nordnes Camping, hvor vi ved en tidligere lejlighed har overnattet i en af deres særprægede hytter. En udrangeret campingvogn med en tilbygning, men ok til en enkel og simpel overnatning.

Vejret var meget skiftende, Selv om turen gennem Saltdalen og Saltfjellet er en flot tur, havde vi håbet at se solen. Men det blev der ikke noget af. Til gengæld fik et skiftende vejr med masser af regnbyger og og tunge skyer. Så vi hastede forbi informationscentret ved polarcirklen. Vi havde besøgt centret tidligere, og synes ikke, at vi havde behov for at høre historien igen om polarcirklen og vandskellet på Saltfjellet. Vandskellet er med til at danne de store elve, der løber henholdsvis mod nord og syd og ender i Saltfjorden og Vefsnafjorden.

Ca. 50 km før Mo i Rana blev vi mødt af omfattende anlægsarbejde. Vejen skulle lægges om og gøres bredere. Et imponerende stykke ingeniørarbejde og flot at de trods det omfattende arbejde, formåede at holde trafikken kørende på resterne af den gamle vej. Så det blev en lang køretur med lav hastighed, mange stop og manuelle trafikreguleringer frem til Mo i Rana. Det var lidt af en lettelse, da vi endelig var igennem, uden at frontruden var slået i stykker af stenslag. Heldigvis gik det nemmere det sidste stykke vej frem mod Mosjøen. Vi kørte gennem Korgfjelltunnellen (ca. 8,5 km), og tænkte tilbage på vore tidligere tur, hvor vi kørte over Korgfjellet og overnattede på Fjellstuen på toppen af fjeldet.

Fremme på Mosjøen Camping fandt vi ud af, at de udover hytter også havde en ny afdeling indrettet som motel. Det var lige noget for os, så vi flyttede ind på motellet, og blev der i to dage. Det havde været en trættende tur fra Saltstraumen, så efter en tur i det nærmeste supermarked stod den på madlavning og hvile.



torsdag den 15. juni 2017

Lofoten -Moskenes

Moskenes - Bodø - Saltstraumen

Turen med båden fra Moskenes til Bodø tog knap 4 timer, men var en hurtig måde at kommet til Bodø på, når man er i den del af Lofoten. Vi tog eftermiddagsfærgen for at få noget ud af den sidste dag på Lofoten, og regnede ikke med, at det ville være besværligt at finde overnatning omkring Bodø.


Det var dog noget af en overraskelse for os at møde Bodø, som viste sig at være en by i rivende udvikling. Den lignede nærmest et stort anlægsprojekt, og vi fik travlt med at komme ud af byen til vores næste stop – Saltstraumen Camping.


Her benyttede vi lejligheden til at se Saltstraumen, som er et fantastiskenaturfænomen, som skabes af tidevandet, når det fire gange i døgnet strømmer ind og ud af det knap 3 km lange og 150 meter brede sund ind til Skjerstadfjorden. Derved opstår der voldsomme hvirvler og strømhastigheder på op til 20 knop (ca. 37 km/t), som kan ses fra passagen under broen.

mandag den 12. juni 2017

Vesterålen og Lofoten

Vesterålen og Lofoten

Vi forlod Narvik og fortsatte vores tur rundt på Lofoten med en overnatning i Lødingen, en lille fisker og færgeby. Dagen derpå fik vi med noget besvær overnatning i Finnholmen Brygge et familiedrevet hotel i Henningsvær. Det lyder ikke af så meget, men Henningsvær er næsten Lofotens svar på Venedig. Der er i alle tilfælde helt vildt med turister fra alle verdens hjørner. Det er forståeligt nok, for her er en utrolig flot natur. Masser af kultur, god stemning og især mange lækre fiskeretter på restauranternes menukort. For dem der kan lide fisk, er det et paradis. Stedet blev vores udgangspunkt for resten af vores ophold på Lofoten.


Vi var heldig med nogle fantastiske dage med sol døgnet rundt, så vi fik set øerne, når det er bedst, her i blandt det store ”LofotrVikingmuseum” i Borg.


Men som så meget andet skiftede vejret, og en aften så vi den massive tåge fra Atlanten rulle ind mod os, og i løbet af natten skiftede det flotte vejr til tunge skyer, småregn og tåge. Så med en prognose der lovede blæst og regn dagene fremover, besluttede vi at forlade Lofoten og tage færgen fra Moskenes til Bodø, for at begynde turen ned mod den sydlige del af Norge


søndag den 11. juni 2017

Kiruna til Narvik

Narvik

Så nåede vi frem til Vesterålen/Lofoten efter en køretur på godt 2600 km. Det har været en lang og udfordrende tur, men det er gået fantastisk godt, og vejret har været med os hele vejen med masser af sol ”døgnet rundt”. Og fra Luleå blev rejsen krydret med sne i haverne, og på fjeldet. Heldigvis var vejen tør og fin hele vejen til Narvik/Lofoten, selv om der stadig var is på den store Torneträsk indsø, som ligger op til turist og vandreområdet Abisko.

I Narvik havde vi det held at mødes med en tidligere kollega og frue, som var på tur fra Nordkapp, inspireret af vores tur for 6 år siden. Vi havde en fin aften sammen, og sluttede af med at tage liften op på Narvikfjellet for at se midnatssolen. En flot oplevelse.


lørdag den 10. juni 2017

Luleå til Kiruna

Kiruna 

Hotel Örnviken gjorde opmærksom på, at andre rejsende havde fortalt, at der på ruten mod Kiruna var mange rener på vejen også mod Narvik på denne årstid. Så vi skulle være opmærksomme på dyrene, for de flytter sig ikke for biler. Så vi drog af sted i flot solskin med fokus på dyrelivet og med udsigt til sneklædte fjelde. Luften var kølig, men det var en flot og lidt lang tur at køre til Kiruna.

Vi havde på mail været i kontakt med Samegården i Kiruna, og fået reserveret et værelse. Samegården er et samisk kulturcenter med et tilhørende lille hotel. Vi kendte det fra vores tur til Nordkapp, og syntes, at det var nogle fantastiske mennesker, der drev det lille center. Så vi overnattede på Samegården, og fik lejlighed til at gense Kiruna, som er under en voldsom ændring. Mere en 10.000 borger skal flyttes til en ny bydel, som er ved at blive opført. Årsagen er, at brydningen af den store jernmalmkile går ind under byen og på sigt, får den konsekvens, at ca. en tredjedel af bygningerne vil falde sammen, inden for de næste 10 til 20 år, og blive opslugt af malmbrydningen, Og det er baggrunden for det store flytteprojekt. Meget spændende at følge hele processen, og vi kunne da også se ændringer i bybilledet, siden vi var der i sommeren 2011.


fredag den 9. juni 2017

Umeå til Luleå

Luleå

I Luleå var vi så heldige at finde Hotel Örnviken, som var en blanding af et motel, konferencested og camping. I vore optik en perfekt løsnig på vores behov med den rejseform, vi godt kan lide. Vi blev anbefalet at se ”Gammelstad Kirkeby”, som er en gammel by lidt uden for Luleå. Byen er på UNESCOS liste over verdensarv. Byen er fra 1600 tallet og en sjov oplevelse, meget interessant at se.


torsdag den 8. juni 2017

Sundsvall til Umeå

 Umeå 

Turen gik videre til Umeå, hvor vi kom til at bo på ”Patienhotellet Bjørken” af den enkle grund, at det var det eneste sted, der var ledig overnatning. Det var et tip, vi fik på et af byens overbookede hoteller. Det var dyrt, men rigtig godt. Vi havde det held, at der i Umeå bys kirke var kirkekoncert om aftenen med det lokale ungdomskor. Det fik vi lejlighed til at overvære. En rigtig fin oplevelse.


onsdag den 7. juni 2017

Uppsala til Sundsvall

Sundsvall

Næste stop var Sundsvall. Og som vi allerede begyndte at fornemme i Uppsala, så var det vanskeligt at finde overnatning på grund af den stigende turisme. De fleste hoteller var simpelthen fuldt booket. Det viste sig at blive et stigende problem, efterhånden som vi kørte op gennem Sverige, og senere da vi kom ind i Norge. Heldigvis fandt vi et godt hotel i Sundsvall. Utrolig nok kunne hotellet First Hotel Strand ikke tilbyde parkering. Heldigvis fandt vi gratis parkering i nattetimerne tæt ved hotellet, men der skulle betales fra kl 09.00 -16.00. Det betød tidligt op, hvis man skal nå både morgenmaden og pakke, inden der skulle betales parkeringsafgift. Det er dyrt at parkere i alle storbyer. Det var her, vi blev opmærksom på, at parkeringsautomaterne kun tager visakort.
Super dejlig by med gode restauranter. Især ”Innergården 1891”kan anbefales for deres fiskegryde.



tirsdag den 6. juni 2017

Vestervik til Uppsala

Uppsala

Fra Vestervik fortsatte vi videre til Norrkjøping over Katrineholm til Strangnäs for at ende i Uppsala. En en flot og historisk by med mange seværdigheder. Absolut et sted der kræver noget tid, hvis man vil se det hele. Vi fik lejlighed til at kigge på den gamle bydel, se kirken og de gamle bygninger.
Vi boede på campingpladsen i Uppsala, og den var absolut ikke noget at skrive hjem om. Selv om den lå perfekt placeret midt i byen, så lignede den noget der virkelig trængte til en gennemgribende renovering.

Det er bestemt værd at overveje en hotelovernatning, især fordi prisen for en hytte næsten er på samme niveau. Men ved en hotelovernatning får man opredte senge, håndklæder, morgenmad og er fri for slutrengøring. Den største fordel ved at bo i hytte er at man selv kan lave sin egen mad. En variant er at benytte moteller, hvor man får hotellets fordele og hytternes frihed. Moteller kan se ud til at blive afløseren for de efterhånden temmelig slidte hytter, som vi så på mange campingpladser.


mandag den 5. juni 2017

Karlshamn til Vestervik

Vestervik 

Fra Karlshamn fortsatte turen til Vestervik, hvor vi boede på ”Lilla hotel” i Vestervik. Som er et lejlighedshotel tæt på centrum, og et særligt plus har de gratis parkering. Noget som er ret sjældent i Sverige, skulle det vise sig. Hotellet var en god oplevelse med fin og venlig betjening. Absolut et sted der kan anbefales for en hurtig overnatning. Og hvis man har god tid, er der meget at se på. Fx. Byens gamle træhuse og havnen.


søndag den 4. juni 2017

Hillerød til Karlshamn

Vi startede turen i småregn med første overnatning i hyttebyen ved Långasjøen i Asarum tæt ved Karlshamn. Traditionen tro gjorde vi stop i Åhus, og spiste stegte sild på Pråmen, og fik lidt svensk øl. Prammen er en flydende restaurant, som ligger i Helgeåen, der hvor åen løber ud i Østersøen.

Hyttebyen ved Långssjönäs har vi besøgt mange gange gennem årene, så det var et hyggeligt gensyn. For nogle år siden kom der nyt ejerskab, og de er begyndt at renovere hytterne. Planen er at alle hytter skal have moderne bad og toilet. Så det var sjovt at få lov til at være nogle af de første til at prøve en af de nyrenoverede hytter.