søndag den 17. juli 2011

Kongsberg – 335 års hårdt arbejde i sølvminerne

Lørdag morgen åbnedes sig i et flot solskin og det var dejligt. Laksefiskerne var allerede i gang i deres små motordrevne joller, da vi kom på benene. Om de fangede noget kunne vi ikke se. Men dem vi spurgte sagde, at der var masser af fisk i Drammenelva. Planen for i dag var et besøg i Kongsberg, for at se de berømte sølvminer, kigge lidt på den mægtige Kongsberg kirke og gå en tur ved Kongsbergfossen.

Kongsberg er en rigtig ”ingeniør” by. Kendt for mange højteknologisk arbejdsområder, hvor sølvminerne og våbenfabrikken er de mest kendte. Men det var nu sølvminerne, vi havde fokus på.

Bjergbanen - de små grønne vogne er til mandskab
Bjergbanen - de små grønne vogne er til mandskab
Sølvminerne drives ikke længere, men er indrettet som et kulturhistorisk museum for bjergværksdrift. Museet er bygget op så minedriften og  transporten til og fra sølvminerne er det centrale. Vi havde fået det tip at tage godt med tøj på, når vi skulle ind i minen. For der er køligt inde i fjeldet. Ca.6 grader året rundt. Det råd var vi glade for, da der var rigtig koldt i minen.

Besøget i sølvminerne sker med en lille bjergbane hvor vi i 342 m.o.h kørte gennem en 2,3 km tunnel,  ind i fjeldet, til modtagelsesrummet i Kongeminen. Kongeminen er den største og mest produktive af af de knap 300 miner, der er i området.

Det var meget spændende at køre de ca. 15. min ind til centret af minen med det lille minearbejdertog, i bælg ravende mørke, siddende i de de skramlende mandskabsvogne. Heldigvis fik vi udleveret høreværn til turen ind og ud, så vi slap for høreskader. Fra modtagelsesrummet i Kongeminen er der yderligere 735 meter ned til bunden af minen. Den del er imidlertid vandfyldt i dag ,og kan ikke besøges. Men den samlede skakthøjde er godt 1070 meter.

Indgangen til sølvminen og den 2.3 km lange tunnel
Indgangen til sølvminen og den 2.3 km lange tunnel
Tunnelen fortsætter yderligere godt 3.3 km længere ind i fjeldet. Men den del er ikke tilgængelig for publikum. Fra modtagelsesrummet tog en kyndig guide os med på en halvanden time lang rundvisning i sølvminen. Vi fik historien om hvordan minedriften begyndte ved en tilfældighed i 1623, da en lokal bonde fandt noget sølv oven på fjeldet, til den endte i 1952, som følge at dårlige tider. Guiden fortalte om hvordan arbejdslivet og arbejdsmiljøet i minen formede sig gennem tiden og demonstrerede forskellige eksempler på den teknologiske udvikling af minedriften. Det bliver temmelig tydeligt ved rundvisningen i minen, hvilke kolossale og ufattelige menneskelig ofre, arbejdet i minen må have krævet.

En ægte sølvåre fik vi da også at se. I en stribe i bjerget var det muligt at se sølvkornene i malmen. Sølvminen er kilde til to forskellige typer sølv. Den almindelige, der i granuleret form er indlejret i malmen, og som kræver en meget stor efterbehandling for at frigøre sølvet. Den anden type er trådsølv, hvor sølvet ligger i store massive klumper eller tråde i ren form. Det såkaldte sølvstuff, som kun findes tre steder i verden, hvor Kongsberg er det ene sted. En sådan klump på hele 785 kg er fundet i Kongeminen, som en del af de i alt 1350 ton sølv som minen producerede i de 335 år, den var i drift. Interessant var det også at høre, hvordan ”Kongeminen” blev brugt som et sikkert skjule sted for nogle af Norges vigtigste kulturskatte og nationalarkivalier, under den sidste verdenskrig.

Modtagelsesrummet i Kongeminen
Modtagelsesrummet i Kongeminen
En lille sjov detalje fra opholdet i minen var en bemærkning fra guiden, om vi kunne kende det lille gule transporttog, som vi så inde i minen. Vi gjorde ikke, men det var der mange børn der gjorde. Det viste sig nemlig at toget var udlånt til Nordisk Film, og var blevet brugt i den norske familiefilm og variant af ”Olsen Bande Filmene” som hedder "Olsenbanden jr.". Filmen fra sølvminerne hedder "Olsenbanden jr. Sølvgruvens hemmelighet".

Det var dejligt at komme ud i den varme sommer igen,  så vi  kunne få varmen tilbage  i kroppen, efter de næste to timer i den kølige mine.

På vejen tilbage til Hokksund kiggede vi forbi Norges største barokkirke i Kongsberg bygget i teglsten med hele 2400 siddepladser. Vi ville gerne have set kirken indvendig, fordi vi havde hørt at den med sit særlige rokoko særpræg og rige udstyr, skulle være usædvanligt smukt indrettet. Især skulle Gloger orglet være unikt. Det må vi imidlertid have til gode. Vi var der kl. 15.00 og måtte konstatere, at kirken kun er åben for publikum mellem kl. 12.00-14.00 om lørdagen. Det var ærgerligt, men en tur rundt om kirken fik vi dog.

Kongsbergfossen
Kongsbergfossen
I gå afstand fra Kongsberg Kirke og byens centrum passerer elven Numedalslågen Kongsbergfossen. Lågen, som den kaldes lokalt, har sit udspring på Hardangervidda og ender i Larviksfjorden.  På sin lange vej er den kilde til mange aktiviteter og især vandkraft.

Det er et meget flot syn at se, hvordan fossen med sin buldrende malstrøm af vand fra den lange rejse malerisk passerer bymidten. Et samlende og livgivende symbol på en by i fremdrift. Lågen er 352 km lang og Norges næst længste elv.

lørdag den 16. juli 2011

Lofthus - Stavkirken i Heddal, Notodden og Hokksund

Frugttræer ved Sørfjorden - Hardanger
Frugttræer ved Sørfjorden - Hardanger
 Vi var ikke klar over,  at området Lofthus i Hardanger er kendt for sin store frugtproduktion. 80% af alle moreller og 60 % af alle blommer, der produceres i Norge kommer fra dette område. Ikke så mærkeligt at der var frugttræer over alt, hvor vi så.  Det var et par dejlige dage, vi havde i Lofthus. Masser af sol og fred og ro. Men vi skulle videre, og selv om vi stadig har god tid, bliver det næste stop Hokksund. En køretur på godt 325 km. Vi havde undersøgt flere steder, om vi kunne få en hytte omkring Tinnsjøen i nærheden af Kongsberg. Men det blev Hokksund, fordi det var det eneste sted, vi med kort varsel, kunne bestille en hytte med fuld service.

Turen gik ned langs Sørfjorden, som bragte os til Odda, hvor vi gjorde et kort ophold. Dejlig by som fortjener et par dage så man rigtig kan få set alle dens kvalliteter. Midt i byen ligger et mægtigt forfaldent industrianlæg. Det undrede os noget, og det fortjener byen slet ikke. Vi fortsatte videre mod Røldal, hvor den 5.6 km lange Haukelitunnel bragte os videre op på Haukelifjeldet. Det var en fin oplevelse at se Norges fjelde fra den side af landet. Man kunne tydeligt se, at her var der en vældig interesse for at udvikle området med fjeldhytter. Rigtig flotte og meget "norske". Her holder man byggestilen i hævd. Måske skyldes det at området også bruges meget om vinteren, og at det har værdi for turisterne, at området ser ordentligt ud. Flere steder kunne vi se, at der var etableret moderne skianlæg og bygget fjeldhoteller.

En gang i mellem må man lade sig overraske. Denne gang var det GPSen, der kom med et uventet forslag. Den foreslog en genvej, som ved Haukeligrend førte os væk fra Haukelivejen og ind langs indsøen Totak søen til Rauland og videre til Nutheim. En rigtig dejlig tur i Telemarken i et langsomt tempo og med en flot natur. Det tog lidt ekstra tid, men det var omvejen værd.

Stavkirken i Heddal
Stavkirken i Heddal
Kort før Notodden ligger Heddal med sin berømte stavkirke. Det er den største af de 28 bevarede stavkirker fra middelalderen, der findes i Norge, Stavkirken i Heddal er bygget omkring år 1250. Et mesterværk med tre tårne og kaldet "en katedral i træ". Kirken bruges stadig som sognekirke, og har været åndeligt centrum for lokalbefolkningen i næsten 800 år. Absolut et "must" hvis man er interesseret i stavkirker og kirkebyggeri i Norge.

I Notodden ville vi lige orientere os, for Jettes norske tante kommer herfra. Der blev også tid til det daglige indkøb, før vi kørte videre og indlogerede os på Hokksund Camping. For at sige det lige ud, så var vi godt trætte efter at have været på vejen fra kl 8.30 til 16.30. Men nu var vi fremme og fik installeret os i den dejlige bestilte hytte ved elven.

torsdag den 14. juli 2011

Hardanger - Aurlandfjeldet og de de mange tunneller

Udsigt over Aurlandfjorden
Sogndal var en fin oplevelse. Hytten ved fjorden lå billedskønt. Det var svært at rykke videre, og vi forstår godt den varme begejstring andre omtaler Sognefjorden med.

Vi tog over med færgen Manheller - Fodnes til Lærdal hvor Norges længste tunnel begynder. Et langt rør tværs igennem fjeldet. Knap 25 km lang er Lærdalstunnellen. En præstation at lave så lang en vej gennem fjeldet. Fra Lærdal til Aurland. Men vejret var for godt til den tur. Så vi valgte at køre over Aurlandfjeldet og bruge nogle timer på den flotte natur, fremfor en halv time i den mørke tunnel. I vildlakscentret i Lærdal havde de fortalt os at den knap 50 km lange tur over fjeldet, nemt kunne klares på en time. Men vær forsigtig med lokale vurderinger. Gang mindst med 2 hvis vejret er godt, og man vil have noget ud af turen. Vejen over fjeldet er smal. Rigtig smal. Heldigvis er der mange små vigepladser på turen, så biler kan passere hinanden. Selvom vi på vores tur over fjeldet så flere autocampere, er det ikke noget man anbefaler. Men det kan lade sig gøre, så vi jo.

Højteknologisk servicehus - moderne toilet med det hele
Der er meget flot på toppen af fjeldet - "Kalde Kletane" med sine 1462 m.o.h. Et godt sted at gøre stop. Vi spiste da også frokost på restepladsen. En lille sjov detalje var et "højteknologisk servicehus". Det vil sige et offentligt toilet drevet af solceller. På vores vej rundt i Norden har vi set en del af den slags. og som regel har de en standard, som man så på landet for 50 år siden. Så det var sjovt at se, at det faktisk kan lade sig gøre at lave et moderne offentligt toilet på toppen af fjeldet.
Fra Aurlandfjeldet er der en meget smuk nedkørsel til Aurland og Aurlandsfjorden. Der er mange udkigsposter hvor udsigtsrampen Stegastein er den mest kendte. Herfra kan man se noget af det smukkeste naturen kan skabe - helt af sig selv. Vejen er lang, stejl, meget snørklet og smal. Så der er god grund til at give sig godt tid på turen ned.
Vel nede ved Aurlandfjorden kørte vi videre mod Voss og Hardanger området. Her begyndte vi at lede efter overnatning. Vi var sent på den, og det viste sig at "fællesferien" i Norge virkelig havde bidt sig fast her.

Servicebygninen til Lofthus Camping
Overraskende at området ved Hardangerfjorden og Sørfjorden hvor Kinsarvik og Lofthus ligger, et meget eftertragte ferieområde. Både på turistkontoret og på flere lokale steder fik vi oplyst, at alt havde været overtegnet i flere måneder. Det var overraskende for os. Men den historie har vi været ude for før, og det lykkedes os da også at få mast os ind på en afbestilling på Loftus Camping. Så nu er vi her et par dage, og skal  kun nyde det flotte vejr med dejlig varme, sol og vindstille.

Der er mange tunneller i Norge og før vores næste sejltur fra Brunavil til Grimnes, måtte vi igennem et par af slagsen. Gudvangtunnellen med sine knap 11,5 km og Valleviktunnellen med godt 7.5 km. Det er en bedrift at lave disse tunneller og godt for vejnettet. Men det kan nemt være årsagen til, at man snyder sig selv for gode og flotte naturoplevelser, hvad Lærdalstunnellen er et godt eksempel på.

Resten af ruten hjem har vi været nødt til at justere lidt som følge af feriesæsonen.  Rjukan og Tinnsjøen må vente  til næste gang. Hokksund lidt øst for Kongsberg bliver vore næste stop.