Larvik – Stavern, Mølen og byen med udsigt til verden

Søndag var vi klar til at begynde på den sidste etape i Norge. I dag skulle vi videre til Larvik for at besøge nogle gode norske venner - Gro og Tore. Vi skulle sige farvel til laksefiskerne i elven Hellefossen/Drammenselva og Hokksund.

Vejret var ved at skifte. Om det var det, der fik gang i laksene er svært at sige. Men der var opgang her til morgen, og der blev fanget rigtig mange laks. De første meldinger sagde, at der ved ni tiden var fanget fem store laks. Og lige over for vores hytte var en ganske ung debutant så heldig at fange en laks på 10,6 kg. Så han var mægtig stolt. Inden vi tog af sted ved middagstid, hørte vi, at der var fanget yderligere fire, fem stykker.

Det var begyndt at småregne, da vi forlod Hokksund. Det sjask regnede da vi ankom til Larvik først på eftermiddagen. Køligt var det også, så det var rigtig dejligt at blive modtaget af Gro med menneskelig varme og en fantastisk fiskesuppe.

Det blev en fin eftermiddag og aften,  hvor vi fik frisket mange minder op. Da Tore senere stødte til, tog vi en tur ned til byen for at se og høre om de mange initiativer, der kendetegner byen. Især hvad Fritzøe Verk  har betydet for udviklingen af Larvik som industriby.

Vi så den karakteristiske kontorbygning, der i folkemunde kaldes for Altovasen, det flotte hotel Farris Bad, som er Nordens største og fineste spahotel. Det imponerende kulturhus Bølgen, med biografer, teater og konferencefaciliteter. Og som noget helt specielt, ativitetsområdet ved Indre Havn.  Her blev asfaltområdet ved det gamle færgeleje fjernet på 48 timer af engagerede borgere, erhvervsliv og kommune, og ændret til parkområde med baner til skateboard, sandhåndbold, udspringstårn, badebro og fiskerestaurant m.m. Stedet var tidligere fast anløbssted for Color Line. En særlig kunstnerisk dimension har Larvik tilføjet byen ved at gøre den til en poesipark. Ideen er at poesien skal give en særlig værdi til bybilledet. En stille poetisk røst i den travle by.

Mandag var vejret blevet bedre, og solen fik godt fat op ad dagen. Der var lagt op til en rundtur, hvor vi sammen skulle ud til Mølen, Nevlunghavn og den gamle by Stavern. Mølen ligger i Brunlanes i et imponerende naturområde tæt ved kysten, som er en er del af en moræne fra istiden. Et af Larviks mest populære udflugtsmål. Med mere end 230 gravhøje  fra den tidlige jernalder og vikingetid, bygget af sten fra området.

Den imponerende samling af sten, som isen har skubbet foran sig  og den fantastiske beliggenhed ved havet, gør oldtidslandskabet til et nationalt klenodie. Mindst 100 forskellige stentyper er der indentificeret, hvoraf Larvikitt er en af dem. Larvikitt er en unik sten som kun findes i Norge, og er blevet en værdifuld eksportvare med sit unikke farvespil og gode fysiske egenskaber. Larvikitt brydes i stor stil i Larvik området.

Nevlunghavn ligger cirka 15 km syd for Larvik. En rigtig sommer by med masser af liv. Beliggende på spidsen af hornet, ikke langt fra Mølen. Med masser af havluft og sømandssnak på kajen. Et sted der er godt at slappe af en solskinsdag og få sig en kold øl.

En sidste forpost før Skagerrak og det åbne hav. Med sine små gader, huse, serveringssteder og et meget fint lille gæstgiveri, som giver hele området en smag af sydlige idyl. Vi fik da også en hyggelig snak med nogle folk på kajen og i den nærliggende havneknejpe. Nevlunghavn er på UNESCOs liste over bevarelsesværdige lokalsamfund.

En perle af en by ved havet er Stavern. En by der på mange måder lever sit eget kunstneriske liv med sit historiske perspektiv .

Et sted som vi måtte se. Vi havde hørt om den gamle by gennem vores venner. Så det var spændende, at se de fantastiske kvaliteter byen, ja hele området havde. Men tiden var knap, som vi så ofte har oplevet på vores rejse. Vi måtte klare os med en lille tur på havnen. Et kort kig på den flotte kirke. Stavern Fort som senere blev til Frederiksvern og nu er base for en del af det norske politi. Men der er meget mere at se i den smukke by. Stavern vil helt sikkert være et sted, vi vil vende tilbage til. 

Mandag sidst på eftermiddag sagde vi farvel til Larvik efter et par dejlige dage sammen med vores norske venner, som gæstfrit havde givet sig tid til at dele deres Larvik med os.

Det er vi meget taknemmelige for og understregede de gode stærke bånd, der er mellem vores lande. En perfekt afslutning på en lang rejse, rundt i Norden, med overvældende mange indtryk. Tak for det Gro og Tore. Vi glæder os til at se jer i Danmark i det nye år.

Sidst på aftenen havde Color Line bragt os sikkert til Hirtshals. Vi skulle til at runde vores lange rejse af.

Hardanger - Aurlandfjeldet og de de mange tunneller

Udsigt over Aurlandfjorden

Sogndal var en fin oplevelse. Hytten ved fjorden lå billedskønt. Det var svært at rykke videre, og vi forstår godt den varme begejstring andre omtaler Sognefjorden med.

Vi tog over med færgen Manheller - Fodnes til Lærdal hvor Norges længste tunnel begynder. Et langt rør tværs igennem fjeldet. Knap 25 km lang er Lærdalstunnellen. En præstation at lave så lang en vej gennem fjeldet. Fra Lærdal til Aurland. Men vejret var for godt til den tur. Så vi valgte at køre over Aurlandfjeldet og bruge nogle timer på den flotte natur, fremfor en halv time i den mørke tunnel. I vildlakscentret i Lærdal havde de fortalt os at den knap 50 km lange tur over fjeldet, nemt kunne klares på en time. Men vær forsigtig med lokale vurderinger. Gang mindst med 2 hvis vejret er godt, og man vil have noget ud af turen. Vejen over fjeldet er smal. Rigtig smal. Heldigvis er der mange små vigepladser på turen, så biler kan passere hinanden. Selvom vi på vores tur over fjeldet så flere autocampere, er det ikke noget man anbefaler. Men det kan lade sig gøre, så vi jo.

Højteknologisk servicehus - moderne toilet med det hele

Der er meget flot på toppen af fjeldet - "Kalde Kletane" med sine 1462 m.o.h. Et godt sted at gøre stop. Vi spiste da også frokost på restepladsen. En lille sjov detalje var et "højteknologisk servicehus". Det vil sige et offentligt toilet drevet af solceller. På vores vej rundt i Norden har vi set en del af den slags. og som regel har de en standard, som man så på landet for 50 år siden. Så det var sjovt at se, at det faktisk kan lade sig gøre at lave et moderne offentligt toilet på toppen af fjeldet.
Fra Aurlandfjeldet er der en meget smuk nedkørsel til Aurland og Aurlandsfjorden. Der er mange udkigsposter hvor udsigtsrampen Stegastein er den mest kendte. Herfra kan man se noget af det smukkeste naturen kan skabe - helt af sig selv. Vejen er lang, stejl, meget snørklet og smal. Så der er god grund til at give sig godt tid på turen ned.
Vel nede ved Aurlandfjorden kørte vi videre mod Voss og Hardanger området. Her begyndte vi at lede efter overnatning. Vi var sent på den, og det viste sig at "fællesferien" i Norge virkelig havde bidt sig fast her.

Servicebygninen til Lofthus Camping

Overraskende at området ved Hardangerfjorden og Sørfjorden hvor Kinsarvik og Lofthus ligger, et meget eftertragte ferieområde. Både på turistkontoret og på flere lokale steder fik vi oplyst, at alt havde været overtegnet i flere måneder. Det var overraskende for os. Men den historie har vi været ude for før, og det lykkedes os da også at få mast os ind på en afbestilling på Loftus Camping. Så nu er vi her et par dage, og skal  kun nyde det flotte vejr med dejlig varme, sol og vindstille.

Der er mange tunneller i Norge og før vores næste sejltur fra Brunavil til Grimnes, måtte vi igennem et par af slagsen. Gudvangtunnellen med sine knap 11,5 km og Valleviktunnellen med godt 7.5 km. Det er en bedrift at lave disse tunneller og godt for vejnettet. Men det kan nemt være årsagen til, at man snyder sig selv for gode og flotte naturoplevelser, hvad Lærdalstunnellen er et godt eksempel på.

Resten af ruten hjem har vi været nødt til at justere lidt som følge af feriesæsonen.  Rjukan og Tinnsjøen må vente  til næste gang. Hokksund lidt øst for Kongsberg bliver vore næste stop.

Otta - Lom, Sognefjeldet og Sognefjorden

Udkikspunkt på Sognefjeldet

Vi lagde motellet i Vikhammer bag os, og kørte mod Trondheim gennem en serie af bomstationer. Videre på vores færd fulgte elven Goula os et godt stykke vej. Vi kunne se at laksesæsonen var startet. Især i området ved Støren, så vi mange sportsfiskere i gang med at indfri deres passion. Det ensformige terræn mod Dombås blev kun afbrudt af vejarbejde med manuel trafikregulering. Sikkert den bedste måde at styre trafikken på under disse forhold, men også en måde at opbygge kilometer lange køer, som forstyrer kørerytmen både 10 og 20 km fremefter. Men vi kom godt over Doverfjeldet til Dombås, hvor vi orienterede os om muligheder for overnatning i området. Det var nu ikke særligt opmuntrende, så vi måtte køre helt til Otta, i et regulært skybrud. Her fandt vi et skønt lille ydmygt sted. Klods op ad Ottaelven, der støjende buldrede forbi vores lille hytte.

Oihusviken camping

Det dårlige vejr var ikke blevet bedre natten over. På campingpladsen fik vi melding om, at det ville blive bedre op ad dagen. Vi havde planlagt at nå frem til Voss - Hardanger - området hvis det var muligt. Men vi besluttede os til at køre så langt energien rakte. Det meste ad vejen var bjergkørsel, der var meget at se på, og vi skulle af snørklede veje op i ca 1500 m.o.h.

Fossen i Lom

Vi har tidligere været i Jotunheimen og besøgt Lom. Så vi glædede os til at se byen igen. Dengang boede vi i en lille hytte ved Fossberg. Fossberg lå der endnu, og Lom var blevet næsten en tro kopi af Dombås. En regulær turistmagnet, en by der var lige ved at svømme over i glade mennesker og aktivitet. Et sted hvor vi godt kunne have fundet på at tilbringe et par dage, for at gense Glittertind og tage turen over bræen til toppen - 2465 m.o.h. Som så meget andet, må vi have den tur tilgode. I stedet kiggede vi på den levende by, og så tilbage på de fire dage vi boede her sidst.

For vores mål i Jotunheimen var denne gang at køre over Sognefjeldet og ned langs Sognefjorden. I de mange år vi er kommet i Norge, har vi hørt, at netop den tur skulle være noget særligt. Så da skiltet til Sogndal vise sig, var vi spændt på at se, hvad den 139 km lange strækning kunne byde på.

Bræ i Jotunheim - Sognefjellet

Det var en lang tur. Fyldt med scenerier og indtryk der friskede mange minder op. Især fra skiturene andre steder i Norge. For terrænet og indtrykkene var de samme. Storslåede panoramaer, masser af barsk natur, med sneklædte fjelde og bræer. Dalstrøg så betagende, at det næsten tog pusten fra os. Turen op til plateauet var noget for sig. Men det var turen også ned igen. Heldigvis er der rigtig mange udsigtssteder, som man kan benytte sig af, og det gjorde vi i det friske vejr. Så da vi endelig var nede ved bunden af Sognefjorden, var bægeret med indtryk mere end fyldt. Vi var nødt til at holde en pause. Selvom vejret havde været blandet på turen over fjeldet, ja så var det nu vindstille og bragende sol. De stejle fjelde spejlede sig i det blanke vand. Betagende tur som alle bør unde sig selv.

Sognefjorden - på vej til Sogndal

Turen langs Sognefjorden til Sogndal kører vi langs kysten et godt stykke vej og det ene skønmaleri efter det andet vælter frem. Så da vi nåede Sogndal, var vi godt møre af turen og indtrykkene. Det var tid til at gøre holdt for dagen. Selvom vi havde regnet med at nå til Voss, besluttede vi at finde et sted i Sogndal. Det fandt vi lige over broen på højre side mod Lærdal. Der ligger nogle dejlige fjordhuse med en flot udsigt over fjorden og sneklædte fjeldtoppe. Hvad mere kan man ønske sig.

Trondheim - Nidaros, Norges første hovedstad

Katedralen i Trondheim

Der er et eller andet forunderligt ved en stor by. Forventninger om at tingene her er anderledes. At der er inspiration, oplevelser og forandring at hente. Sådan havde vi det også, da vi mødte Tronheim.

Den venlige værtinde på motellet havde anbefalet os at tage bussen ind til "staden" frem for bilen. Så var vi fri for høje parkeringsafgifter, bompenge og alt det vejarbejde som den nye E6 gav. Og så var der halv pris for pensionister på bussen. Det var et rigtigt godt tip, som uden besvær fik os ind til byens centrum.

Et af de første steder vi altid kontakter, når vi kommer til en ny by, er turistkontoret. De har altid rigtige mange tips om byens puls, og så er der næsten altid adgang til Internet, hvis man har brug for det. Men sært nok havde en moderne by som Trondheim ikke Internet adgang fra turistkontoret. Ikke engang en Internetcafė var der i byen. Men der er trådløst netværk overalt, for dem der har en smartphone eller laptop.

Nidarosdomen - katedralen i Trondheim havde vi glædet os til at se. Verdens nordligst beliggende katedral og Norges nationalhelligdom. Bygget over Olav den Helliges grav og et pilgrimsmål i knap 1000 år. Et mål der kan nås gennem et 5000 km stort net af pilgrimsveje i hele norden.

Vikingekongen -Olav Tryggvason

Katedralen er et fantastisk bygningsværk, som både indefra og udefra fremstår som et mirakel. Det er svært at begribe, hvordan det har været muligt at skabe sådan et kunstværk på den tid - år 1070 som var det år byggeriet blev startet. Ærkebispegården og Pilgrimsrefugiet ligger tæt ved katedralen. Sammen med Vor Frue Kirke, der også ligger tæt ved katedralen, danner de et fint religiøst centrum, hvor mennesker kan mødes, tænde lys, bede eller bare søge ly.

Midt på torvet står vikingekongen, Olav Tryggvason, placeret på en mægtig obelisk. Det er ham, der i år 997 grundlagde byen som stort set var Norges hovedstad frem til 1217. Den 18 meter høje obelisk er samtidig viseren i et gigantisk solur, hvor torvets mosaik indgår. Uret viser livets lyse sider.
Ved en tilfældighed havde vi opdaget, at Trondheim har verdens eneste specialkonstrueret cykelelevator. Den er placeret ved Bybroen og går op til fæstningen Kristiansten. Det lød eksotisk, så det måtte vi se.

Den var imidlertid ude af drift, men den fik os over Bybroen og ind i den gamle del af byen. Bakklandet - som den kaldes, ligger på østsiden af Nidelven, der slynger sig gennem byen. Et meget charmerende område med gamle træhuse og oprindeligt arbejderboliger. Husene er restaureret og bruges i en skøn blanding til boliger, specialforretninger og cafėer. Et kulurelt mekka. I forlængelse af dette område ligger "Nedre Elvehavn" som er et gammelt dokområde, der har udviklet sig til et kulinarisk in sted. De to områder og hele østsiden af elven kan sluge al den tid, man har til rådighed.

Gade fra Bakklandet

Det var en fin dag og overraskende. Især den gamle bydel var inspirerende at se. Vi var mættet med indtryk fra en lang eftermiddag i "staden", da vi tog hjem. Pudsigt, at vi er begyndt at omtale de mange overnatningssteder, vi har haft på vores tur som "hjem".

Namsos - Namselven og laksefiskerne

Udsikt over Namsfjorden fra Klompen

Namsos er en forholdsvis ny by. I den forstand at den i et historisk perspektiv har været brændt ned to gange (1872 og 1897) og ødelagt af tyske bombardementer i 1940. Det fik vi et godt indtryk af på vores tur rundt i den lille by i bunden af Namsfjorden, hvor Namselven ender. Tæt på bymidten er der en lille stikvej, som går op til byens udsigtspunkt - lokalt kaldet Klompen. Her er der et oversigtskort, der med billeder viser de katastrofale historiske skader på bymidten. Men Bjørumsklompen, som klompen hedder, giver med sine 114 m.o.h også et godt overblik over byen, men også en god del af fjorddeltaet. Og så var det første gang, at vi på turen mødte en "bomstation". Det var en pudsig oplevelse, som turist, at se hvor afgiftbelagt dagliglivet kan indrettes. Med betaling for at komme ind i byen og for at parkere. Betaling overalt. Så en rask lille tur ind til byen for at handle kan nemt koste 50 Nkr.

Men Namsos er mere end byliv. Det er også storslået natur. Namsen, som Namselven kaldes, er også et af verdens fineste steder at fiske efter store laks. Sportsfiskernes paradis - en elv der aldrig svigter. Den berømte Namslaks kan nå en vægt på mellem 20-30 kg. Langs Namselven kan der fiskes både fra land og med flue. Men den mest almindelige metode er harlingfiskeri. En metode hvor der fiskes fra en speciel type båd, som gennem tiden er udviklet til elvfiskeri.

Traditionelt fiskeri på Namsen

Der var også plads til en ny oplevelse for os. Der findes en sideelv et stykke oppe ad Namselven - Bjøraelven. Den er efter sigende en af Norges bedste elve til fluefiskeri efter laks. Elven er bred - i gennemsnit 20 m og meget åben, hvilket gør den velegnet til den form for fiskeri. Og så er der lige så store fisk som i Namselven.

På turistkontoret fik vi et meget fint oversigtskort "Valdkort for Namsen og Bjørka i Overhalla kommune", som vi brugte til en udflugt langs elven. Vi fandt et spændende sted -Sælkhylla-, hvor der var en lille foss, og hvor vi over nogle timer nød det gode vejr og så på laksefiskerne. Der var laks. Fem store svende så vi rejse sig af det strømmende vand. Men synd for sportsfiskerne. De måtte også nøjes med at se på de flotte laks. Et fantastisk område. Der er nok at se på. Hvis man har tid, er der også masser af muligheder i Grong. Et område længere oppe ad Namsen.

Noget af det der har slået os på turen, er den meget omskiftelige natur, der er i Norge. Fra det barske flade fjeldland til de store skove med billedskønne fjelde og spejlblanke søer. Og nu på turen gennem Verdal området med et landskab, der minder meget om landbrugsområderne i Danmark og Sydsverige. Meget spændende, at se den varation på vores vej mod Trondheim.

Nu skal vi til at vende os til bomstationer, og at vi er endt midt i Norges "fællesferie". Det vi kalder industriferie. På de sidste steder vi har gjort ophold, har der været trængsel på campingpladserne. Så vi har måtte indlogere os på motel. Det blev også resultatet her på motel Vikhammer ca. 14 km før Trondheim.

Fauske - Stetind og Knut Hamsuns rige

Opholdet i Ballangen skulle give os nogle dage, hvor vi rigtig kunne slappe af. Vi nød dagene og det dejlige vejr. Og vi fik ordnet en masse praktiske ting. Alt sammen i høj sol.

Et uventet besøg af en elg

På vores tur til Ballangen by, fik vi ganske uventet en rigtig sjov oplevelse. Kort før vi kørte ind i byen, fik Jette øje på to elge, som stod i en lysning, inde bag nogle birketræer. Forsigtigt og hurtigt fik vi bilen ind til siden, så vi kunne liste os tæt på de store dyr. Vinden var mod os, så elgene opdagede os ikke, før nogle støjende cyklister kørte forbi. Så satte de sig i bevægelse og forsvandt ind i skoven i rask trav, nogle meter fra Jette.

Vi var ret "stolte" over vores oplevelse, da vi indfandt os på det lokale turistkontor og bibliotek. Jette fortalte begejstret bibliotekaren om elgene. Bibliotekaren lod sig dog ikke rive med af begejstringen. Hun konstaterede tørt, at hun var irriteret over, at de åd hendes ribsbuske i haven. Sådan er verden så forskellig. Men for os var det en spændende oplevelse.

Ballangen ligger på kanten af Ofoten, det der lokalt kaldes Knut Hamsuns rige. Vi vidste ikke meget om, hvad der var at se i denne del af Norge. Men på turistkontoret fik vi øjenene op for vikingerne på Engleøya, helleristningerne i Leiknes og Tømmernes, sagaspillet i Steigen, Árran-lulesamernes center, Knud Hamsun centret og nationalfjeldet Stetind. I virkeligheden kunne vi nemt have brugt en uge på at se denne egn. Bare for at se de vigtigste ting.

Stetind - Norges Nationalfjeld

Men når tiden er knap, fik vi det råd at besøge Norges nationalfjeld, Stetind, når vi kørte videre sydpå. Det var på vejen og kun en lille omvej. Og det fortrød vi ikke. På hele strækningen ud til fjeldet er naturen mageløs flot. De meget specielle kurvede fjelde, det spejlblanke vand og solen gjorde turen til en næsten åndeløs og uforglemmelig oplevelse. Et sted der altid er et besøg værd.

Stetind er med sine 1392 meter og specielle form eftertragtet af bjergklatre. Det kunne vi også se, da vi var der. På parkeringspladsen neden for fjeldet var mange i gang med at forberede sig på turen op til plateauet.
Vi tog videre med båden fra Skarberget til Bognes og forsatte sydover ad E6. Planen var, at vi skulle finde et sted at overnatte, lidt syd for Fauske, men før polarcirklen. Det endte med, at vi slog os ned på en plads i Nordnes. Fint sted og tæt ved Saltelven, med en noget særpræget form for hytter. Hytterne er stykket sammen af et lille hus og en campingvogn. Meget speciel byggestil, men ok, hvis man har brug for et sted at sove.

Narvik - Ballangen, godt vejr igen

Det omskiftelige vejr så ud til at blive hængende over Troms. Vejrudsigten havde antydet, at vejret var bedre længere syd på. Så vi tog tidligt afsted, for at få god køretid. Vores mål for dagen var Ballangen, ca. 40 km syd for Narvik. En tur på godt 300 km.

Vejret blev langsomt bedre. Allerede efter godt 100 km var den tætte grå dyne afløst af hvide skyer og fin sol. Naturen kom til at ligne postkortene. Vi tog en kort tur ind om Narvik for at se udskibningsanlægget for jernmalm. Og det blev ved det. For om søndagen er hele Norge lukket, så der var stort set ingen liv i byen. Men på havnen fandt vi en god solrig og lun plads, hvor vi kunne nyde, at det endelig var blevet sommer. Med masser af sol.

Ingen tvivl om at Norge gør sig bedst i solskinsvejr. Ind imellem er man lige ved at få nok af den norske naturs skønmaleri. Det sidste stykke frem til campingpladsen gik hurtigt, og vi blev modtaget i bragende sol. Sådan som vi kan lide det, når Norge er bedst.

Tromsø - Nordnorges Paris

Ishavskatedralen i Tromsø

Det meste af vejen til Tromsø følger E6 og Altafjorden med alle dens kurver og udsigter til de mange snedækkede fjeldtoppe. Der er flere campingpladser med hytter frem til Olderdalen, som ikke er med i de officielle guider fra turistkontorerne. Udfordringen ved at benytte disse steder er, at der mangler muligheder for at købe mad. Så det er en god ide at købe godt ind i Alta, hvis man vil gøre ophold på den strækning.
Som noget nyt skulle vi for første gang på turen sejle for at spare km og tid. Turen gik derfor med båd via Olderdalen over Svensby til Breivikediet og derfra til Tromsø. De to sejlperioder ville skære godt 150 km af turen. En lille pudsig hændelse havde vi ved de to færgeoverfarter. Første gang vi løste billet, betalte vi bare prisen. Ved næste overfart sagde Jette henkastet og nærmest for sjov - "Er der pensionistrabat". Til vores store overraskelse sagde billetmanden - "Ja da" på klingende norsk og skar en halvtredser af prisen. Så nu anstrenger vi os for at være "pensionister" og få pensionistrabat ( "Honnørrabatt", som det hedder på norsk).

Det var blevet først på aftenen, da vi ankom til Tromsø. Ikke uventet var campingpladserne tæt ved byen overtegnet. Så vi måtte 25 km nord for Tromsø for at finde en hytte.

Gamle facader - men ulta moderne

Man fornemmer straks, at Tromsø er en levende og moderne by med universitet og den slags. En by med et særpræg. Allerede ved broen over til Tromsø ligger Ishavskatedralen. Stor og prangende med sin spændende og udfordrende arkitektur. Straks på den anden side, lige til venstre for den kilometer lange bro, ligger gågaden med de originale og gamle butiksfacader. Der er lidt "tidsmaskine" over disse gader. Det er beundringsværdigt, at byen bevist forsøger at fastholde sin originale og oprindelige særpræg. Og det gør den uden at miste kraften til at skabe nyt, hvad byens bibliotek er et synligt bevis på.

Så vi fik brugt en halv dag på at se alle de mange ting, som byen kunne præstere. En lørdag hvor gadebilledet var fyldt med aktiviteter og nationaliteter. Sidst på eftermiddagen kørte vi hjem til hytten med et halvt kilo frisk Kveite - som på dansk hedder hellefisk - til aftensmaden. En herlig spise.

Hammerfest, Alta og Helleristninger

Rener over alt  - i alle størrelser

Vi sagde farvel til Nordkap, Skarsvåg og Magerøya med det forunderlige omskiftelige klima, i et betagende solskinsvejr. Hele vejen til Hammerfest kunne vi lade os overvælde af fjeldene, som lå badet i den klare luft og skarpe sollys. Et sceneri, som er ubeskriveligt - det skal opleves.
Efterhånden som vi nærmede os Hammerfest, blev vi mindet om, at vi stadig befinder os i sameland. På turen nordpå havde vi efterhånden vendet os til rener langs landevejen. Men på Kvaløya, hvor Hammerfest ligger, gik der nogle steder flokke på vejen og spærrede for trafikken. Så det krævede ekstra opmærksomhed og køreteknik, at komme sikkert frem.

Vartegnet for Hammerfest

I Hammerfest fik vi installeret os i det lokale turistcenter. Det var brugbart, men til vores store overraskelse var hytten blottet for alt køkkenudstyr. Det var første gang, vi havde været ude for det. Heldigvis har vi altid det mest nødvendige grej med, men vi manglede en gryde. Den nåede vi lige at købe inden lukketid, så vi kunne få lavet et festmåltid med kostbare norske råvarer.

Struves Meridianstøtte

I Hammerfest fik vi set meridianstøtten - Struves Meridianbue, som er på Unesco's liste over verdens kultur- og naturarv. Den norske rigsatikvar har også nogle fine sider, der fortæller om andre norske kulturarvsteder. Det blev også til en tur på havnen for at se Hurtigruten anløbe og til et besøg i Isbjørneklubben, hvor vi hørte og så historien om verdens nordligste by og dens tradition for ishavsfangst. I dag suppleres fiskeriindustrien med et af verdens mest moderne anlæg for produktion af flydende naturgas. Det blev også til et kort kig på Den Norske Kirke, for at se dens meget særprægede arkitektur.

Vejen til Alta går et langt stykke langs Repparfjordelven. Et fint laksevand, hvor vi for første gang, så rigtig mange laksefiskere stå i den brusende elv for at fange drømmelaksen. Fasinerende var det også at se, hvordan naturen ændrede sig over Stennalandet, med de fladde åbne sletter og den sparsomme bevoksning. Vi fandt et dejligt sted at bo i Alta. Lige ned til Altaelven. Her var der også gang i laksefiskeriet og de specielle både, som bruges til fiskeriet lå i stort tal langs elven.

Helleristninger i Hjemmeluft/Alta

Men vores sigte var at se, de berømte helleristninger, der er en del af Alta Museum, som ligger i Hammerluft. Det blev en meget spændende oplevelse at se hvordan mennesker for 6-7000 år siden mødtes og dyrkede fælles forestillinger, tro og ritualer, på dette sted i bunden af Altafjorden. Helleristningerne var en del af denne kommunikation, og blev sandsynligvis brugt til at forstå livet gennem forunderlige åndelige fortællinger med dyre og jagtscener, frugtbarhedritualer og meget mere. Helleristningerne er et utroligt udsnit af menneskeskabt kreativitet, aktivitet og tanker skabt af datidens befolkning på stedet.

Det blev et længere ophold på museet, end vi havde regnet med. Den flere km lange rute, hvor helleristningerne ligger i et utroligt smukt terræn ned til Altafjorden slugte vores tid. Vi fik så mange indtryk, at vi efterfølgede kørte en tur op langs elven til Gargia Fjellstuga for at slappe lidt af.

Vi savner lidt konstant sol. Selv om vejret er fint og dejligt lunt, kan vi godt undvære de mange små regnbyer.

Nordkapp - Mayerøya

Nordkapp

Oven over skyerne skinner solen altid. Det er godt at trøste sig med, når man efter en rejse på 2825 km står på Nordkap plateauet, sammen med rejsende fra hele verden og spejder efter solen. Samtaleemnet er den sidste vejrmelding, og det er seriøs snak. http://www.yr.no/ leverer nye meldinger, time for time, og de følges nøje på mobilen.

Realiteten er, at de meget specielle vejrforhold, som påvirkes af både golfstrømmen og vinden fra ishavet gør, at træfsikkerheden for disse meldinger er ringe. Mellem 30-50 %. Heldigvis for os var vejret og luften krystalklar og 6 grader, da vi ankom. Men vi manglede "midnatssolen". Den lå godt gemt bag skyerne. Sådan er det for de fleste besøgende. Drømmen om at møde det ideelle vejr på Nordkapp plateauet, bliver kun til virkelighed for 5-10% af alle besøgende. De fleste mødes med en blanding af tåge, småregn og spredt sol. Hvis man er heldig som os i en blanding, der gav flot klart vejr og lidt sol.

Der står vi så - ved verdens ende

Men vi var der, og fik set det hele over et par dage. Plateauet, ishavet, Nordkapphallen, den spectakulære 180 grader film om årstiderne og livet på Magerøya, med rendriften, fiskeriet, midnatssolen og nordlyset. Vi fik set den ton tunge roterende globus og symbolerne for behovet for globalt samarbejde, der står på Nordkappklippen - toppen af Europa - verdens ende mod nord. 307 meter over ishavet, på 71 grader 10 min. og 21 sek. nordlig bredde.

Vi var på Nordkapp plateauet flere gange i de 48 timer billetten var gældende. Vi håbede, at se solen i klart skyfrit vejr. Men nej - lokale fortalte os, at det vejr vi havde mødt på Nordkapp plateauet var mere normalt end det "drømmevejr" turisterne forestiller sig. Vi skulle hellere glæde os over, at vejret havde været så fint der, hvor vi havde base.

Ind i mellem besøgene på Nordkap, så vi på byerne Gjersvær, Kamoyvær og Nordvågen i nærheden af Honningvåg. Små byer hvor erhvervet er fiskeri kombineret med en form for turistaktivitet. I Gjersvær er der en omfattende fuglesafari. Flere gange dagligt sejles der ud til fuglefjeldene, hvor man kan se næsten alle Nordatlantens fuglearter. I Kemoyvær har en billedkunstner etableret sig med eget galleri. EvArt, og har sideløbende udstilling i Nordkapphallen. Imponerende billeder, der skildre naturen og livet på Magerøya. Nordvågen er anderledes. Her fokuseres der kun på fiskeri og ikke turisme.

Kirkeporten Camping

Vi fornemmer begge en form for mæthed af indtryk fra den meget specielle natur og kultur, der er så højt mod nord. Med base i Kirkeporten Camping, ca. 10 km syd for Nordkapp, har vi set, følt og oplevet Nordkapp. Det har været en fantastisk og inspirerende rejse at komme her til. Vi har set meget og oplevet mere. Det har været overvældende og bevægende at at komme så langt mod nord. Det er svært at forestille sig, hvad det vil sige at tage turen. Men det er det hele værd. Men nu vender vi karavanen. I morgen begynder en lige så eventyrlig rejse hjem langs vestkysten af Norge.


Fakta om Magerøya og Nordkap:

• SIDSTENYT: Nordkapp tunellen blev færdigbetalt den 29.6.2012. Så nu er det gratis at køre til Nordkapp, oplyser Nordkapp Bompengeselskab
• Det koster 147 kr for personbil med fører og 45 kr per person hver vej for at køre gennem Nordkapptunnellen til Magerøya.
• Det koster 235 kr pr person for at komme ind på Nordkapp plateauet. Billetten gælder i 48 timer.