Kongsberg – 335 års hårdt arbejde i sølvminerne

Lørdag morgen åbnedes sig i et flot solskin og det var dejligt. Laksefiskerne var allerede i gang i deres små motordrevne joller, da vi kom på benene. Om de fangede noget kunne vi ikke se. Men dem vi spurgte sagde, at der var masser af fisk i Drammenelva. Planen for i dag var et besøg i Kongsberg, for at se de berømte sølvminer, kigge lidt på den mægtige Kongsberg kirke og gå en tur ved Kongsbergfossen.

Kongsberg er en rigtig ”ingeniør” by. Kendt for mange højteknologisk arbejdsområder, hvor sølvminerne og våbenfabrikken er de mest kendte. Men det var nu sølvminerne, vi havde fokus på.

Bjergbanen - de små grønne vogne er til mandskab

Sølvminerne drives ikke længere, men er indrettet som et kulturhistorisk museum for bjergværksdrift. Museet er bygget op så minedriften og  transporten til og fra sølvminerne er det centrale. Vi havde fået det tip at tage godt med tøj på, når vi skulle ind i minen. For der er køligt inde i fjeldet. Ca.6 grader året rundt. Det råd var vi glade for, da der var rigtig koldt i minen.

Besøget i sølvminerne sker med en lille bjergbane hvor vi i 342 m.o.h kørte gennem en 2,3 km tunnel,  ind i fjeldet, til modtagelsesrummet i Kongeminen. Kongeminen er den største og mest produktive af af de knap 300 miner, der er i området.

Det var meget spændende at køre de ca. 15. min ind til centret af minen med det lille minearbejdertog, i bælg ravende mørke, siddende i de de skramlende mandskabsvogne. Heldigvis fik vi udleveret høreværn til turen ind og ud, så vi slap for høreskader. Fra modtagelsesrummet i Kongeminen er der yderligere 735 meter ned til bunden af minen. Den del er imidlertid vandfyldt i dag ,og kan ikke besøges. Men den samlede skakthøjde er godt 1070 meter.

Indgangen til sølvminen og den 2.3 km lange tunnel

Tunnelen fortsætter yderligere godt 3.3 km længere ind i fjeldet. Men den del er ikke tilgængelig for publikum. Fra modtagelsesrummet tog en kyndig guide os med på en halvanden time lang rundvisning i sølvminen. Vi fik historien om hvordan minedriften begyndte ved en tilfældighed i 1623, da en lokal bonde fandt noget sølv oven på fjeldet, til den endte i 1952, som følge at dårlige tider. Guiden fortalte om hvordan arbejdslivet og arbejdsmiljøet i minen formede sig gennem tiden og demonstrerede forskellige eksempler på den teknologiske udvikling af minedriften. Det bliver temmelig tydeligt ved rundvisningen i minen, hvilke kolossale og ufattelige menneskelig ofre, arbejdet i minen må have krævet.

En ægte sølvåre fik vi da også at se. I en stribe i bjerget var det muligt at se sølvkornene i malmen. Sølvminen er kilde til to forskellige typer sølv. Den almindelige, der i granuleret form er indlejret i malmen, og som kræver en meget stor efterbehandling for at frigøre sølvet. Den anden type er trådsølv, hvor sølvet ligger i store massive klumper eller tråde i ren form. Det såkaldte sølvstuff, som kun findes tre steder i verden, hvor Kongsberg er det ene sted. En sådan klump på hele 785 kg er fundet i Kongeminen, som en del af de i alt 1350 ton sølv som minen producerede i de 335 år, den var i drift. Interessant var det også at høre, hvordan ”Kongeminen” blev brugt som et sikkert skjule sted for nogle af Norges vigtigste kulturskatte og nationalarkivalier, under den sidste verdenskrig.

Modtagelsesrummet i Kongeminen

En lille sjov detalje fra opholdet i minen var en bemærkning fra guiden, om vi kunne kende det lille gule transporttog, som vi så inde i minen. Vi gjorde ikke, men det var der mange børn der gjorde. Det viste sig nemlig at toget var udlånt til Nordisk Film, og var blevet brugt i den norske familiefilm og variant af ”Olsen Bande Filmene” som hedder "Olsenbanden jr.". Filmen fra sølvminerne hedder "Olsenbanden jr. Sølvgruvens hemmelighet".

Det var dejligt at komme ud i den varme sommer igen,  så vi  kunne få varmen tilbage  i kroppen, efter de næste to timer i den kølige mine.

På vejen tilbage til Hokksund kiggede vi forbi Norges største barokkirke i Kongsberg bygget i teglsten med hele 2400 siddepladser. Vi ville gerne have set kirken indvendig, fordi vi havde hørt at den med sit særlige rokoko særpræg og rige udstyr, skulle være usædvanligt smukt indrettet. Især skulle Gloger orglet være unikt. Det må vi imidlertid have til gode. Vi var der kl. 15.00 og måtte konstatere, at kirken kun er åben for publikum mellem kl. 12.00-14.00 om lørdagen. Det var ærgerligt, men en tur rundt om kirken fik vi dog.

Kongsbergfossen

I gå afstand fra Kongsberg Kirke og byens centrum passerer elven Numedalslågen – Kongsbergfossen. Lågen, som den kaldes lokalt, har sit udspring på Hardangervidda og ender i Larviksfjorden.  På sin lange vej er den kilde til mange aktiviteter og især vandkraft.

Det er et meget flot syn at se, hvordan fossen med sin buldrende malstrøm af vand fra den lange rejse malerisk passerer bymidten. Et samlende og livgivende symbol på en by i fremdrift. Lågen er 352 km lang og Norges næst længste elv.