Kør selv ferie til Nordkapp. Der er dømt ferie på fuld tid. Efter et langt farverigt og spændende arbejdsliv længes vi efter nærhed, samværd og en solid kontakt til naturen. Drømmeturen til Nordkapp er målet, som senere blev udvidet med en sørejse med Hurtigruten og en tur til Lofoten
søndag den 11. september 2016
Polarcirklen og Lofoten
Havneanløb: Brønnøysund, Sandnessjøen, Nesna, Ørnes, Bodø, Stamsund og Svolvær
Det startede med regnvejr, og det så ud til at blive en dag med rigtig dårligt vejr. Vi mødte MS Richard With sydgående ca. kl. 8.25.
I dag skulle vi passere polarcirklen, og i den anledning havde kaptajnen tilkaldt Kong Neptun så alle passagerer, der ikke tidligere havde krydset polarcirklen til søs, kunne blive døbt. Det var et være sceneri, der blandt andet gik ud på, at hælde isvand og små isterninger ned ad ryggen på passagererne. Det kom noget bag på Jette, at det var prisen for den gratis drink, vi alle var stillet i udsigt. Men sjovt var det, selvom vi blev våde fra nakken og hele vejen ned til sokkerne. Men nu har vi begge et Polarcirkel Certifikat.
Senere anløb vi Bodø i rigtig dårligt vejr. Så vores bytur var lidt trist, da alle forretningerne er lukket om søndagen.
Hen på eftermiddagen var der foredrag ombord. En af folkene fra ekspeditionsteamet fortalte om livet i de arktiske egne.
På grund af det dårlige vejr blev en planlagt udflugt til Vikingefest på Lofoten aflyst. Det samme gjorde den planlagte sejltur gennem Raftsundet og Trollsundet. Varslet var rigtig kraftig blæst op til 37 knob og masser af regn.
Det fik den konsekvens at vores sejlrute blev omlagt, så vi kom uden om det dårlige vejr. Vi gik derfor direkte fra Stamsund til Harstad. Dvs. havneanløbne Svolvær, Storkmarknes, Sortland, Risøyhamn må vi se på turen sydover.
Etiketter:
Bodø,
Lofoten,
MS Richard With,
polarcirklen
lørdag den 10. september 2016
Trondheim - den gamle hovedstad
Havneanløb: Kristiansund, Trondheim og Rørvik
Vi ankom til Trondheim tidligt om morgenen og lagde til ved siden af sydgående Hurtigrute MS Polarlys. De regelmæssige møder med sydgående skibe giver en klar fornemmelse af Hurtigrutens betydning for byerne langs kysten.
Det tager ca. 20 min at gå fra Hurtigrutens anløbsplads ind til byen. Vi gik langs med vandet og tog gangbroen, der lokalt kaldes for ”Sjøgangen”. Fra broen, der fører op til bymidten, kunne vi se ud til Munkholmen, som er en lille ø, der har haft en central rolle i de dansk-norske relationer.
Trondheim er en hyggelig og flot historisk by. Vi fik et gensyn med Niderosdomen, Ærkebispegården, bybroen, bryggene langs Nidelven, de gamle huse i bydel ”bakklandet” og meget mere. Trondheim er en meget spændende by, som rummer oplevelser til mange dage.
Vi forlod Trondheim over middag. Midt på eftermiddagen sejlede vi forbi et af Norges smukkes fyrtårne - Kjeungskjær Fyr. Senere passerede vi det smalle Stokksund. Sundet har så skarp et sving, at det er nødvendigt at signalere til modgående trafik, med tågehornet.
Efter Stokksund krydsede vi Folda et åbent havstykke for senere at anløbe Rørvik. I Rørvik lægger vi til samtidig med sydgående Hurtigrute MS Vesterålen.
Etiketter:
bakklandet,
Munkholmen,
Niderosdomen,
Sjøgangen,
Trondheim
fredag den 9. september 2016
Ålesund og Hjørundfjorden
Havneanløb: Florø, Måløy, Torvik, Ålesund og Molde
Vi vågnede lige før afgang fra Torvik. Først på formiddagen var vi i Ålesund. Efter et kort ophold krydsede vi Storfjorden og sejlede ind i den 33 km lange Hjørundfjorden – en af Norges flotteste fjorde med uberørt natur. Her er høje fjeldsider, grønne enge, og ensomme fjeldgårde og små bygder.
Sidst på formiddagen ankrede vi op ud for Urke, hvor vi blev sejlet i land af en tenderboat (landgangsbåd) fra skibet.
Urke er et typiske lille fjordsamfund, hvor der kun findes en landhandel som drives af de lokale. Urkes økonomiske grundlag hviler på den flotte natur og de mange turister, der igennem året besøger stedet.
Sidst på eftermiddagen var vi tilbage i Ålesund, hvor vi under indsejlingen blev mødt af flere flokke af grindehvaler. Vel ankommet til Ålesund gik vi en tur i byen for at se de flotte bygninger. Især de bygninger der er opført i jugendstil er interessante. En charmerende by, som rummer mere end et kort besøg. Vi kan glæde os over, at vi har besøgt byen flere gange før.
Midt på aftenen mødte vi det sydgående Hurtigruteskib MS Finmarken, som behørigt fik en hilsen med tågehornet, da vi passerede hinanden.
Etiketter:
Hjørundfjorden,
Hurtigruten,
jugendstil,
MS Finnmarken,
Urke,
Ålesund
Abonner på:
Opslag (Atom)