fredag den 9. september 2016

Ålesund og Hjørundfjorden



Havneanløb: Florø, Måløy, Torvik, Ålesund og Molde

Vi vågnede lige før afgang fra Torvik. Først på formiddagen var vi i Ålesund. Efter et kort ophold krydsede vi Storfjorden og sejlede ind i den 33 km lange Hjørundfjorden – en af Norges flotteste fjorde med uberørt natur. Her er høje fjeldsider, grønne enge, og ensomme fjeldgårde og små bygder.

Sidst på formiddagen ankrede vi op ud for Urke, hvor vi blev sejlet i land af en tenderboat (landgangsbåd) fra skibet.

Urke er et typiske lille fjordsamfund, hvor der kun findes en landhandel som drives af de lokale. Urkes økonomiske grundlag hviler på den flotte natur og de mange turister, der igennem året besøger stedet.

Sidst på eftermiddagen var vi tilbage i Ålesund, hvor vi under indsejlingen blev mødt af flere flokke af grindehvaler. Vel ankommet til Ålesund gik vi en tur i byen for at se de flotte bygninger. Især de bygninger der er opført i jugendstil er interessante. En charmerende by, som rummer mere end et kort besøg. Vi kan glæde os over, at vi har besøgt byen flere gange før.

Midt på aftenen mødte vi det sydgående Hurtigruteskib MS Finmarken, som behørigt fik en hilsen med tågehornet, da vi passerede hinanden.

torsdag den 8. september 2016

Tur med Hurtigruten - MS Nordlys



Så blev det dagen, hvor vi skulle følge op på vores fantastiske ”kør selv tur” til Nordkapp i 2011. Af vejrmæssige årsager kom vi dengang ikke til Kirkenes, og fik set den russiske grænse. Men på vejen retur til Danmark fulgte vi på landsiden de mange byer, som Hurtigruten anløber mellem Kirkenes og Bergen.

Vi var meget fascineret af kystkulturen, og livet i de mange byer som vi passerede på vores vej. Turen gav os lyst og inspiration til at tage en tur med Hurtigruten fra Bergen til Kirkenes retur, for at få en fornemmelse af dette unikke transportsystem, som har bundet Norges kystbyer sammen i ca. 125 år.

Så den 8. september blev dagen hvor SK 2864 transporterede os fra Københavns lufthavn til Bergen. Vi var fremme ca. kl. 13 i strålende vejr, og det satte forventningerne højt for sejlturen til Kirkenes.

Vi blev hentet af Hurtigrutens egen bus i lufthavnen, som sammen med flere medrejsende kørte os til Hurtigrutens terminal i Bergen. På turen fik vi god information om rejsen med MS Nordlys, som vi skulle sejle med de næste 11. dage.

Vel ankommet til Hurtigrutens terminal fik vi vores bagage tjekket ind, og fik oplyst at vores kahyt var klar ca. kl. 18.00. Da vi var i god tid, gik vi en tur i Bergen. Det var strålende vejr, og vi havde hørt, at der var meget at se på. Så vi nød eftermiddagen og fik set havnefronten, det berømte fisketorv, byens centrum og mange fine bygninger og steder.

Sidst på eftermiddagen vendte vi tilbage til MS Nordlys. Gennemgik det obligatoriske informationsmøde om sikkerhed ombord. Kort før kl. 18.00 fik vi vores kahyt.

Dagen blev sluttet af med en dejlig kold buffet med alt godt fra havet. Det var lige, hvad vi trængte til efter en lang rejsedag. Vi håber, at vejret vil holde sig nogenlunde fint på turen. Vi forlod Bergen kl. 20.00.

søndag den 19. februar 2012

Praktiske tips fra turen til NordKapp


Først når man er hjemme igen, ved man præcist hvordan turen til NordKapp skulle have været planlagt. Så her er et par tip, som vi fik samlet op under vejs. De kan være nyttige for dig, hvis du har fået lyst til selv at køre turen. Hvis du allerede har kørt turen og kan supplere listen, er du velkommen til det.

  • Det er en rigtig god ide at have sine egne hovedpuder med. I de fleste hytter vi overnattede i, var der rigeligt plads til forbedringer når det gjaldt hovedpuder. Og det var selvom vi flere steder betalte 1000 kr. for en overnatning.
  • Et par tæpper, gerne af uld, kan også være meget nyttige at have med i bilen. Specielt hvis man kører i perioder hvor temperaturen udendørs, svinger meget. Fx forår og efterår. 
  • Det er som regel muligt at leje håndklæder på campingpladserne. Nogle steder er det ligefrem en gratis service, man bare skal bede om.
  • Vaskemaskiner på campingpladser er dyre at bruge, så det er en god ide at tage tøj med, der er let at skylle op.
  • Husk en god stegepande, gerne en sauterpande, dvs. en pande med høj kant og gryde til grøntsager/kartofler. Det er ikke altid køkkengrejet er af bedste kvalitet. Og så er det godt at have noget grej man kender
  • Ofte er der mikrobølgeovn i hytterne. Det kan være en stor hjælp, hvis tiden er knap. En skål der er egnet til mikrobølger er også en god ide at have med på tjeklisten.
  • Start hver køreetape med fuld tank. Det giver plads til at improvisere og ro over turen.
  • Forlængerledning og universalstik til Norden. Så er man sikker på at hårtørren og barbermaskinen kan bruges.
  • Universalværktøj – fx en Leatherman 
  • Den danske Brobizz kan bruges i Norge til at betale vej og broafgifter.
  • Fri Internet på de fleste turistkontorer. Det er også muligt på nogle rådhuse og på de fleste biblioteker. På de fleste campingpladser er der også gratis/betalt trådløs Internetadgang, hvis man har sit eget computer med. 
  • Vi forventer at mobiltelefonen virker overalt. Men det kan man ikke være sikker på i Norden. Det skal man især være opmærksom på hvis mobilen bruges til at kontakte forskellige services på Internettet.  
  • Hvad med ”myggeindekset” . Der er ofte færre myg i de områder man skal besøge, end myterne fortæller. Skulle det alligevel vise sig, at der er mange myg så kontakt et lokalt supermarked. De ved altid hvilken myggeolie der virker bedst i deres område. Som regel har de lokale supermarkeder et stort udvalg af effektive myggemidler i de områder hvor der er mange myg. Men et godt middel er tidselolie kapsler mod myg.