Hirtshals - Hjørring, Vestervig og Hadsund, det sidste stykke vej

Vi havde ikke reserveret overnatning ved ankomsten til Hirtshals. På færgen spurgte vi i deres information, om de kunne anbefale nogle steder tæt på færgelejet, hvor vi kunne overnatte. Det var der naturligvis, men vi kunne jo ikke vide, at det netop var dagen før en afgang til Island, så der var optaget overalt. Så det gode råd fra motellet, lige ved færgelejet, var at køre ned langs kysten. Der kunne vi helt sikkert finde noget. Men det var ved at blive sent, så vi skulle ikke vente forlænge med at komme afsted.

Cafeen / Det Bette Hotel

Kursen blev sat mod Løkken, og vi regnede med at Hjørring var en god mulighed. Vores GPS, som har overrasket os nogle gange på turen, gjorde det også denne gang. En knap på skærmen kunne fortælle, hvor der var hoteller og moteller. Den trykkede vi på, da vi nærmede os Hjørring. Og det første sted der stod på listen hed "Caféen / Det Bette Hotel". Det lød som om, det var noget for os, og vi nåede lige at komme frem, inden de lukkede. Et fint lille hotel som vi gerne vil give en rose med på vejen. Venlige, hjælpsomme mennesker og en rigtig god pris.Så var vi installeret, og med et godt glas vin fra restauranten sluttede vi dagen af.

Kamma, Jette og Thorkild ved Vesterhavet

Det var planen, at vi på turen gennem Jylland skulle besøge nogle venner. I Agger ved Vestervig skulle vi besøge Kamma og Thorkild i deres "Vester Vov-Vov", og gå nogle dejlige ture langs Vesterhavet. Få snakket og delt oplevelser fra vores eventyrlige tur til Nordkap og hjem igen.

Det var et par dejlige dage med masser af frisk luft. Sol ind i mellem og dejlig mad som Kamma havde forberedt. Det er en særlig charme at fornemme havluften. Opleve at brilleglassene bliver fedtet af salten fra havgusen. Et særligt råt, barsk og naturligt  klima, som er dejligt at være en del af. Tirsdagen og en del af onsdagen gik inden vi fik set os om. Det var nogle gode timer vi fik sammen med jer. Dejligt at blive modtaget med glæde og varme af gode venner - Tak for det Kamma og Thorkild. Det var lidt svært at køre videre, for Agger er et dejligt sted at være, når vejret er så flot.

Færgen til Mors ved Nees Sund

Men vi skulle videre til Als ved Hadsund for at besøge Berit. Jettes veninde siden barndomsårene. Vi tog den korteste og smukkeste tur med den lille færge over Nees Sund til Mors, da vejret var så flot. Blank er Limfjordens vande - står der vist nok i en dansk folkevise. Og sandt at sige er der noget over det danske landskab en varm sommerdag. Den særlige duft fra kornet, der er i fuld gang med at modne. Markblomsterne og naturens mange farver spredt over det åbne landskab.

Selv om vi på vores tur rundt i Norden har set mange imponerende naturscenerier, er det dejligt at komme hjem til Danmark og blive mindet om, hvor fantastisk og smukt det danske landskab er. Forestil dig et landskab med bjerge fra et sted i Norden, så smukt som du nu kan tænke dig. Se nu for dig, det åbne danske landskab, en smuk sommerdag. Se de store  frodige marker, farvet af landbrugets afgrøder, lige så langt øjet rækker. Hele horisonten rundt. Fladt som en pandekage. Smukt - på den danske måde. Det er bare så svært at få øje på, når man ser det hver dag. Ude er godt, men hjemme er bedst.

Carsten og Berit på terrassen 

 Berit stod klar med kaffen, da vi ankom. Som en ekstra overraskelse var Berits datter Liselotte og barnebarn Karolline på besøg. Det var hyggeligt at hilse på dem og høre nyt, inden de senere på eftermiddagen tog hjem. For det er ikke så tit, vi tager turen til Nordjylland.

Eftermiddagen og den halve aften gik hurtig, og blev krydret med Berits brilliante ide om at tage ud til Øster Hurup. Her spiste vi på en lokal græsk restaurant. Græsk buffet med mange lækre ting. Bagefter gik vi en tur på havnen for at se de mange nye huse på havnefronten.

I det hel taget var vi meget overrasket over at se, hvordan Als havde udviklet sig, siden vi var der sidst. Vi havde aftenen før talt om alle de mange nye ting, der prægede byen. Så om torsdagen tog vi en tur rundt i byen for at se på den forandring, der var sket. En rigtig hyggedag hvor vi desværre måtte se den ellers glade sol aftage og blive afløst af et mere almindeligt sommervejr.

Fredag formiddag var vi klar til at tage hjem efter et par dejlige dage hos Berit. Der var blevet lagt planer for september, hvor vi sammen regner med at tage en tur til Vest Kreta. Det har vi talt om flere gange. Og nu er muligheden der, hvor vi alle tre har "Ferie på fuld tid". Som altid flyver tiden af sted og et par dage meget hurtigt, når de krydres med varme, gæstfrihed, mad og vin.  Tak for det Berit, Vi glæder os til nogle dejlige dage sammen med dig, når vi om nogle uger tager turen til Kreta.

Den fine regn som var startet om aftenen var taget til, og det blev til et regulært regnvejr hele vejen hjem. Der er langt fra Als til Hillerød. Specielt når det er dårligt vejr. Vi holdt nogle pauser på turen hjem. Vi spiste på havnen i Middelfart og slappede lidt af på den lange køretur, for at  fordøje de sidste dages ferieindtryk.

Sent om aftenen den 22. juli, hørte vi over radioen at en bombe var eksploderet i Oslo. Omfanget af katastrofen fattede vi ikke før dagen efter. Da hørte vi over NRK 1 om de grusomme, ubegribelige og feje handlinger, der var sket på Utøya og i Oslo. Det vil være en dag, vi for altid vil kæde sammen med afslutningen på vores eventyrlige 43 dages lange rejse rundt i Norden og tur til Nordkap, hvor vi har kørt godt 7200 km, uden at have set et eneste uheld. Ret fantastisk.

Larvik – Stavern, Mølen og byen med udsigt til verden

Søndag var vi klar til at begynde på den sidste etape i Norge. I dag skulle vi videre til Larvik for at besøge nogle gode norske venner - Gro og Tore. Vi skulle sige farvel til laksefiskerne i elven Hellefossen/Drammenselva og Hokksund.

Vejret var ved at skifte. Om det var det, der fik gang i laksene er svært at sige. Men der var opgang her til morgen, og der blev fanget rigtig mange laks. De første meldinger sagde, at der ved ni tiden var fanget fem store laks. Og lige over for vores hytte var en ganske ung debutant så heldig at fange en laks på 10,6 kg. Så han var mægtig stolt. Inden vi tog af sted ved middagstid, hørte vi, at der var fanget yderligere fire, fem stykker.

Det var begyndt at småregne, da vi forlod Hokksund. Det sjask regnede da vi ankom til Larvik først på eftermiddagen. Køligt var det også, så det var rigtig dejligt at blive modtaget af Gro med menneskelig varme og en fantastisk fiskesuppe.

Det blev en fin eftermiddag og aften,  hvor vi fik frisket mange minder op. Da Tore senere stødte til, tog vi en tur ned til byen for at se og høre om de mange initiativer, der kendetegner byen. Især hvad Fritzøe Verk  har betydet for udviklingen af Larvik som industriby.

Vi så den karakteristiske kontorbygning, der i folkemunde kaldes for Altovasen, det flotte hotel Farris Bad, som er Nordens største og fineste spahotel. Det imponerende kulturhus Bølgen, med biografer, teater og konferencefaciliteter. Og som noget helt specielt, ativitetsområdet ved Indre Havn.  Her blev asfaltområdet ved det gamle færgeleje fjernet på 48 timer af engagerede borgere, erhvervsliv og kommune, og ændret til parkområde med baner til skateboard, sandhåndbold, udspringstårn, badebro og fiskerestaurant m.m. Stedet var tidligere fast anløbssted for Color Line. En særlig kunstnerisk dimension har Larvik tilføjet byen ved at gøre den til en poesipark. Ideen er at poesien skal give en særlig værdi til bybilledet. En stille poetisk røst i den travle by.

Mandag var vejret blevet bedre, og solen fik godt fat op ad dagen. Der var lagt op til en rundtur, hvor vi sammen skulle ud til Mølen, Nevlunghavn og den gamle by Stavern. Mølen ligger i Brunlanes i et imponerende naturområde tæt ved kysten, som er en er del af en moræne fra istiden. Et af Larviks mest populære udflugtsmål. Med mere end 230 gravhøje  fra den tidlige jernalder og vikingetid, bygget af sten fra området.

Den imponerende samling af sten, som isen har skubbet foran sig  og den fantastiske beliggenhed ved havet, gør oldtidslandskabet til et nationalt klenodie. Mindst 100 forskellige stentyper er der indentificeret, hvoraf Larvikitt er en af dem. Larvikitt er en unik sten som kun findes i Norge, og er blevet en værdifuld eksportvare med sit unikke farvespil og gode fysiske egenskaber. Larvikitt brydes i stor stil i Larvik området.

Nevlunghavn ligger cirka 15 km syd for Larvik. En rigtig sommer by med masser af liv. Beliggende på spidsen af hornet, ikke langt fra Mølen. Med masser af havluft og sømandssnak på kajen. Et sted der er godt at slappe af en solskinsdag og få sig en kold øl.

En sidste forpost før Skagerrak og det åbne hav. Med sine små gader, huse, serveringssteder og et meget fint lille gæstgiveri, som giver hele området en smag af sydlige idyl. Vi fik da også en hyggelig snak med nogle folk på kajen og i den nærliggende havneknejpe. Nevlunghavn er på UNESCOs liste over bevarelsesværdige lokalsamfund.

En perle af en by ved havet er Stavern. En by der på mange måder lever sit eget kunstneriske liv med sit historiske perspektiv .

Et sted som vi måtte se. Vi havde hørt om den gamle by gennem vores venner. Så det var spændende, at se de fantastiske kvaliteter byen, ja hele området havde. Men tiden var knap, som vi så ofte har oplevet på vores rejse. Vi måtte klare os med en lille tur på havnen. Et kort kig på den flotte kirke. Stavern Fort som senere blev til Frederiksvern og nu er base for en del af det norske politi. Men der er meget mere at se i den smukke by. Stavern vil helt sikkert være et sted, vi vil vende tilbage til. 

Mandag sidst på eftermiddag sagde vi farvel til Larvik efter et par dejlige dage sammen med vores norske venner, som gæstfrit havde givet sig tid til at dele deres Larvik med os.

Det er vi meget taknemmelige for og understregede de gode stærke bånd, der er mellem vores lande. En perfekt afslutning på en lang rejse, rundt i Norden, med overvældende mange indtryk. Tak for det Gro og Tore. Vi glæder os til at se jer i Danmark i det nye år.

Sidst på aftenen havde Color Line bragt os sikkert til Hirtshals. Vi skulle til at runde vores lange rejse af.

Kongsberg – 335 års hårdt arbejde i sølvminerne

Lørdag morgen åbnedes sig i et flot solskin og det var dejligt. Laksefiskerne var allerede i gang i deres små motordrevne joller, da vi kom på benene. Om de fangede noget kunne vi ikke se. Men dem vi spurgte sagde, at der var masser af fisk i Drammenelva. Planen for i dag var et besøg i Kongsberg, for at se de berømte sølvminer, kigge lidt på den mægtige Kongsberg kirke og gå en tur ved Kongsbergfossen.

Kongsberg er en rigtig ”ingeniør” by. Kendt for mange højteknologisk arbejdsområder, hvor sølvminerne og våbenfabrikken er de mest kendte. Men det var nu sølvminerne, vi havde fokus på.

Bjergbanen - de små grønne vogne er til mandskab

Sølvminerne drives ikke længere, men er indrettet som et kulturhistorisk museum for bjergværksdrift. Museet er bygget op så minedriften og  transporten til og fra sølvminerne er det centrale. Vi havde fået det tip at tage godt med tøj på, når vi skulle ind i minen. For der er køligt inde i fjeldet. Ca.6 grader året rundt. Det råd var vi glade for, da der var rigtig koldt i minen.

Besøget i sølvminerne sker med en lille bjergbane hvor vi i 342 m.o.h kørte gennem en 2,3 km tunnel,  ind i fjeldet, til modtagelsesrummet i Kongeminen. Kongeminen er den største og mest produktive af af de knap 300 miner, der er i området.

Det var meget spændende at køre de ca. 15. min ind til centret af minen med det lille minearbejdertog, i bælg ravende mørke, siddende i de de skramlende mandskabsvogne. Heldigvis fik vi udleveret høreværn til turen ind og ud, så vi slap for høreskader. Fra modtagelsesrummet i Kongeminen er der yderligere 735 meter ned til bunden af minen. Den del er imidlertid vandfyldt i dag ,og kan ikke besøges. Men den samlede skakthøjde er godt 1070 meter.

Indgangen til sølvminen og den 2.3 km lange tunnel

Tunnelen fortsætter yderligere godt 3.3 km længere ind i fjeldet. Men den del er ikke tilgængelig for publikum. Fra modtagelsesrummet tog en kyndig guide os med på en halvanden time lang rundvisning i sølvminen. Vi fik historien om hvordan minedriften begyndte ved en tilfældighed i 1623, da en lokal bonde fandt noget sølv oven på fjeldet, til den endte i 1952, som følge at dårlige tider. Guiden fortalte om hvordan arbejdslivet og arbejdsmiljøet i minen formede sig gennem tiden og demonstrerede forskellige eksempler på den teknologiske udvikling af minedriften. Det bliver temmelig tydeligt ved rundvisningen i minen, hvilke kolossale og ufattelige menneskelig ofre, arbejdet i minen må have krævet.

En ægte sølvåre fik vi da også at se. I en stribe i bjerget var det muligt at se sølvkornene i malmen. Sølvminen er kilde til to forskellige typer sølv. Den almindelige, der i granuleret form er indlejret i malmen, og som kræver en meget stor efterbehandling for at frigøre sølvet. Den anden type er trådsølv, hvor sølvet ligger i store massive klumper eller tråde i ren form. Det såkaldte sølvstuff, som kun findes tre steder i verden, hvor Kongsberg er det ene sted. En sådan klump på hele 785 kg er fundet i Kongeminen, som en del af de i alt 1350 ton sølv som minen producerede i de 335 år, den var i drift. Interessant var det også at høre, hvordan ”Kongeminen” blev brugt som et sikkert skjule sted for nogle af Norges vigtigste kulturskatte og nationalarkivalier, under den sidste verdenskrig.

Modtagelsesrummet i Kongeminen

En lille sjov detalje fra opholdet i minen var en bemærkning fra guiden, om vi kunne kende det lille gule transporttog, som vi så inde i minen. Vi gjorde ikke, men det var der mange børn der gjorde. Det viste sig nemlig at toget var udlånt til Nordisk Film, og var blevet brugt i den norske familiefilm og variant af ”Olsen Bande Filmene” som hedder "Olsenbanden jr.". Filmen fra sølvminerne hedder "Olsenbanden jr. Sølvgruvens hemmelighet".

Det var dejligt at komme ud i den varme sommer igen,  så vi  kunne få varmen tilbage  i kroppen, efter de næste to timer i den kølige mine.

På vejen tilbage til Hokksund kiggede vi forbi Norges største barokkirke i Kongsberg bygget i teglsten med hele 2400 siddepladser. Vi ville gerne have set kirken indvendig, fordi vi havde hørt at den med sit særlige rokoko særpræg og rige udstyr, skulle være usædvanligt smukt indrettet. Især skulle Gloger orglet være unikt. Det må vi imidlertid have til gode. Vi var der kl. 15.00 og måtte konstatere, at kirken kun er åben for publikum mellem kl. 12.00-14.00 om lørdagen. Det var ærgerligt, men en tur rundt om kirken fik vi dog.

Kongsbergfossen

I gå afstand fra Kongsberg Kirke og byens centrum passerer elven Numedalslågen – Kongsbergfossen. Lågen, som den kaldes lokalt, har sit udspring på Hardangervidda og ender i Larviksfjorden.  På sin lange vej er den kilde til mange aktiviteter og især vandkraft.

Det er et meget flot syn at se, hvordan fossen med sin buldrende malstrøm af vand fra den lange rejse malerisk passerer bymidten. Et samlende og livgivende symbol på en by i fremdrift. Lågen er 352 km lang og Norges næst længste elv.