mandag den 18. juli 2011

Larvik – Stavern, Mølen og byen med udsigt til verden

Søndag var vi klar til at begynde på den sidste etape i Norge. I dag skulle vi videre til Larvik for at besøge nogle gode norske venner - Gro og Tore. Vi skulle sige farvel til laksefiskerne i elven Hellefossen/Drammenselva og Hokksund.

Vejret var ved at skifte. Om det var det, der fik gang i laksene er svært at sige. Men der var opgang her til morgen, og der blev fanget rigtig mange laks. De første meldinger sagde, at der ved ni tiden var fanget fem store laks. Og lige over for vores hytte var en ganske ung debutant så heldig at fange en laks på 10,6 kg. Så han var mægtig stolt. Inden vi tog af sted ved middagstid, hørte vi, at der var fanget yderligere fire, fem stykker.

Det var begyndt at småregne, da vi forlod Hokksund. Det sjask regnede da vi ankom til Larvik først på eftermiddagen. Køligt var det også, så det var rigtig dejligt at blive modtaget af Gro med menneskelig varme og en fantastisk fiskesuppe.

Det blev en fin eftermiddag og aften,  hvor vi fik frisket mange minder op. Da Tore senere stødte til, tog vi en tur ned til byen for at se og høre om de mange initiativer, der kendetegner byen. Især hvad Fritzøe Verk  har betydet for udviklingen af Larvik som industriby.

Vi så den karakteristiske kontorbygning, der i folkemunde kaldes for Altovasen, det flotte hotel Farris Bad, som er Nordens største og fineste spahotel. Det imponerende kulturhus Bølgen, med biografer, teater og konferencefaciliteter. Og som noget helt specielt, ativitetsområdet ved Indre Havn.  Her blev asfaltområdet ved det gamle færgeleje fjernet på 48 timer af engagerede borgere, erhvervsliv og kommune, og ændret til parkområde med baner til skateboard, sandhåndbold, udspringstårn, badebro og fiskerestaurant m.m. Stedet var tidligere fast anløbssted for Color Line. En særlig kunstnerisk dimension har Larvik tilføjet byen ved at gøre den til en poesipark. Ideen er at poesien skal give en særlig værdi til bybilledet. En stille poetisk røst i den travle by.

Mandag var vejret blevet bedre, og solen fik godt fat op ad dagen. Der var lagt op til en rundtur, hvor vi sammen skulle ud til Mølen, Nevlunghavn og den gamle by Stavern. Mølen ligger i Brunlanes i et imponerende naturområde tæt ved kysten, som er en er del af en moræne fra istiden. Et af Larviks mest populære udflugtsmål. Med mere end 230 gravhøje  fra den tidlige jernalder og vikingetid, bygget af sten fra området.

Den imponerende samling af sten, som isen har skubbet foran sig  og den fantastiske beliggenhed ved havet, gør oldtidslandskabet til et nationalt klenodie. Mindst 100 forskellige stentyper er der indentificeret, hvoraf Larvikitt er en af dem. Larvikitt er en unik sten som kun findes i Norge, og er blevet en værdifuld eksportvare med sit unikke farvespil og gode fysiske egenskaber. Larvikitt brydes i stor stil i Larvik området.

Nevlunghavn ligger cirka 15 km syd for Larvik. En rigtig sommer by med masser af liv. Beliggende på spidsen af hornet, ikke langt fra Mølen. Med masser af havluft og sømandssnak på kajen. Et sted der er godt at slappe af en solskinsdag og få sig en kold øl.

En sidste forpost før Skagerrak og det åbne hav. Med sine små gader, huse, serveringssteder og et meget fint lille gæstgiveri, som giver hele området en smag af sydlige idyl. Vi fik da også en hyggelig snak med nogle folk på kajen og i den nærliggende havneknejpe. Nevlunghavn er på UNESCOs liste over bevarelsesværdige lokalsamfund.

En perle af en by ved havet er Stavern. En by der på mange måder lever sit eget kunstneriske liv med sit historiske perspektiv .

Et sted som vi måtte se. Vi havde hørt om den gamle by gennem vores venner. Så det var spændende, at se de fantastiske kvaliteter byen, ja hele området havde. Men tiden var knap, som vi så ofte har oplevet på vores rejse. Vi måtte klare os med en lille tur på havnen. Et kort kig på den flotte kirke. Stavern Fort som senere blev til Frederiksvern og nu er base for en del af det norske politi. Men der er meget mere at se i den smukke by. Stavern vil helt sikkert være et sted, vi vil vende tilbage til. 

Mandag sidst på eftermiddag sagde vi farvel til Larvik efter et par dejlige dage sammen med vores norske venner, som gæstfrit havde givet sig tid til at dele deres Larvik med os.

Det er vi meget taknemmelige for og understregede de gode stærke bånd, der er mellem vores lande. En perfekt afslutning på en lang rejse, rundt i Norden, med overvældende mange indtryk. Tak for det Gro og Tore. Vi glæder os til at se jer i Danmark i det nye år.

Sidst på aftenen havde Color Line bragt os sikkert til Hirtshals. Vi skulle til at runde vores lange rejse af.

søndag den 17. juli 2011

Kongsberg – 335 års hårdt arbejde i sølvminerne

Lørdag morgen åbnedes sig i et flot solskin og det var dejligt. Laksefiskerne var allerede i gang i deres små motordrevne joller, da vi kom på benene. Om de fangede noget kunne vi ikke se. Men dem vi spurgte sagde, at der var masser af fisk i Drammenelva. Planen for i dag var et besøg i Kongsberg, for at se de berømte sølvminer, kigge lidt på den mægtige Kongsberg kirke og gå en tur ved Kongsbergfossen.

Kongsberg er en rigtig ”ingeniør” by. Kendt for mange højteknologisk arbejdsområder, hvor sølvminerne og våbenfabrikken er de mest kendte. Men det var nu sølvminerne, vi havde fokus på.

Bjergbanen - de små grønne vogne er til mandskab
Bjergbanen - de små grønne vogne er til mandskab
Sølvminerne drives ikke længere, men er indrettet som et kulturhistorisk museum for bjergværksdrift. Museet er bygget op så minedriften og  transporten til og fra sølvminerne er det centrale. Vi havde fået det tip at tage godt med tøj på, når vi skulle ind i minen. For der er køligt inde i fjeldet. Ca.6 grader året rundt. Det råd var vi glade for, da der var rigtig koldt i minen.

Besøget i sølvminerne sker med en lille bjergbane hvor vi i 342 m.o.h kørte gennem en 2,3 km tunnel,  ind i fjeldet, til modtagelsesrummet i Kongeminen. Kongeminen er den største og mest produktive af af de knap 300 miner, der er i området.

Det var meget spændende at køre de ca. 15. min ind til centret af minen med det lille minearbejdertog, i bælg ravende mørke, siddende i de de skramlende mandskabsvogne. Heldigvis fik vi udleveret høreværn til turen ind og ud, så vi slap for høreskader. Fra modtagelsesrummet i Kongeminen er der yderligere 735 meter ned til bunden af minen. Den del er imidlertid vandfyldt i dag ,og kan ikke besøges. Men den samlede skakthøjde er godt 1070 meter.

Indgangen til sølvminen og den 2.3 km lange tunnel
Indgangen til sølvminen og den 2.3 km lange tunnel
Tunnelen fortsætter yderligere godt 3.3 km længere ind i fjeldet. Men den del er ikke tilgængelig for publikum. Fra modtagelsesrummet tog en kyndig guide os med på en halvanden time lang rundvisning i sølvminen. Vi fik historien om hvordan minedriften begyndte ved en tilfældighed i 1623, da en lokal bonde fandt noget sølv oven på fjeldet, til den endte i 1952, som følge at dårlige tider. Guiden fortalte om hvordan arbejdslivet og arbejdsmiljøet i minen formede sig gennem tiden og demonstrerede forskellige eksempler på den teknologiske udvikling af minedriften. Det bliver temmelig tydeligt ved rundvisningen i minen, hvilke kolossale og ufattelige menneskelig ofre, arbejdet i minen må have krævet.

En ægte sølvåre fik vi da også at se. I en stribe i bjerget var det muligt at se sølvkornene i malmen. Sølvminen er kilde til to forskellige typer sølv. Den almindelige, der i granuleret form er indlejret i malmen, og som kræver en meget stor efterbehandling for at frigøre sølvet. Den anden type er trådsølv, hvor sølvet ligger i store massive klumper eller tråde i ren form. Det såkaldte sølvstuff, som kun findes tre steder i verden, hvor Kongsberg er det ene sted. En sådan klump på hele 785 kg er fundet i Kongeminen, som en del af de i alt 1350 ton sølv som minen producerede i de 335 år, den var i drift. Interessant var det også at høre, hvordan ”Kongeminen” blev brugt som et sikkert skjule sted for nogle af Norges vigtigste kulturskatte og nationalarkivalier, under den sidste verdenskrig.

Modtagelsesrummet i Kongeminen
Modtagelsesrummet i Kongeminen
En lille sjov detalje fra opholdet i minen var en bemærkning fra guiden, om vi kunne kende det lille gule transporttog, som vi så inde i minen. Vi gjorde ikke, men det var der mange børn der gjorde. Det viste sig nemlig at toget var udlånt til Nordisk Film, og var blevet brugt i den norske familiefilm og variant af ”Olsen Bande Filmene” som hedder "Olsenbanden jr.". Filmen fra sølvminerne hedder "Olsenbanden jr. Sølvgruvens hemmelighet".

Det var dejligt at komme ud i den varme sommer igen,  så vi  kunne få varmen tilbage  i kroppen, efter de næste to timer i den kølige mine.

På vejen tilbage til Hokksund kiggede vi forbi Norges største barokkirke i Kongsberg bygget i teglsten med hele 2400 siddepladser. Vi ville gerne have set kirken indvendig, fordi vi havde hørt at den med sit særlige rokoko særpræg og rige udstyr, skulle være usædvanligt smukt indrettet. Især skulle Gloger orglet være unikt. Det må vi imidlertid have til gode. Vi var der kl. 15.00 og måtte konstatere, at kirken kun er åben for publikum mellem kl. 12.00-14.00 om lørdagen. Det var ærgerligt, men en tur rundt om kirken fik vi dog.

Kongsbergfossen
Kongsbergfossen
I gå afstand fra Kongsberg Kirke og byens centrum passerer elven Numedalslågen Kongsbergfossen. Lågen, som den kaldes lokalt, har sit udspring på Hardangervidda og ender i Larviksfjorden.  På sin lange vej er den kilde til mange aktiviteter og især vandkraft.

Det er et meget flot syn at se, hvordan fossen med sin buldrende malstrøm af vand fra den lange rejse malerisk passerer bymidten. Et samlende og livgivende symbol på en by i fremdrift. Lågen er 352 km lang og Norges næst længste elv.

lørdag den 16. juli 2011

Lofthus - Stavkirken i Heddal, Notodden og Hokksund

Frugttræer ved Sørfjorden - Hardanger
Frugttræer ved Sørfjorden - Hardanger
 Vi var ikke klar over,  at området Lofthus i Hardanger er kendt for sin store frugtproduktion. 80% af alle moreller og 60 % af alle blommer, der produceres i Norge kommer fra dette område. Ikke så mærkeligt at der var frugttræer over alt, hvor vi så.  Det var et par dejlige dage, vi havde i Lofthus. Masser af sol og fred og ro. Men vi skulle videre, og selv om vi stadig har god tid, bliver det næste stop Hokksund. En køretur på godt 325 km. Vi havde undersøgt flere steder, om vi kunne få en hytte omkring Tinnsjøen i nærheden af Kongsberg. Men det blev Hokksund, fordi det var det eneste sted, vi med kort varsel, kunne bestille en hytte med fuld service.

Turen gik ned langs Sørfjorden, som bragte os til Odda, hvor vi gjorde et kort ophold. Dejlig by som fortjener et par dage så man rigtig kan få set alle dens kvalliteter. Midt i byen ligger et mægtigt forfaldent industrianlæg. Det undrede os noget, og det fortjener byen slet ikke. Vi fortsatte videre mod Røldal, hvor den 5.6 km lange Haukelitunnel bragte os videre op på Haukelifjeldet. Det var en fin oplevelse at se Norges fjelde fra den side af landet. Man kunne tydeligt se, at her var der en vældig interesse for at udvikle området med fjeldhytter. Rigtig flotte og meget "norske". Her holder man byggestilen i hævd. Måske skyldes det at området også bruges meget om vinteren, og at det har værdi for turisterne, at området ser ordentligt ud. Flere steder kunne vi se, at der var etableret moderne skianlæg og bygget fjeldhoteller.

En gang i mellem må man lade sig overraske. Denne gang var det GPSen, der kom med et uventet forslag. Den foreslog en genvej, som ved Haukeligrend førte os væk fra Haukelivejen og ind langs indsøen Totak søen til Rauland og videre til Nutheim. En rigtig dejlig tur i Telemarken i et langsomt tempo og med en flot natur. Det tog lidt ekstra tid, men det var omvejen værd.

Stavkirken i Heddal
Stavkirken i Heddal
Kort før Notodden ligger Heddal med sin berømte stavkirke. Det er den største af de 28 bevarede stavkirker fra middelalderen, der findes i Norge, Stavkirken i Heddal er bygget omkring år 1250. Et mesterværk med tre tårne og kaldet "en katedral i træ". Kirken bruges stadig som sognekirke, og har været åndeligt centrum for lokalbefolkningen i næsten 800 år. Absolut et "must" hvis man er interesseret i stavkirker og kirkebyggeri i Norge.

I Notodden ville vi lige orientere os, for Jettes norske tante kommer herfra. Der blev også tid til det daglige indkøb, før vi kørte videre og indlogerede os på Hokksund Camping. For at sige det lige ud, så var vi godt trætte efter at have været på vejen fra kl 8.30 til 16.30. Men nu var vi fremme og fik installeret os i den dejlige bestilte hytte ved elven.