Otta - Lom, Sognefjeldet og Sognefjorden

Udkikspunkt på Sognefjeldet

Vi lagde motellet i Vikhammer bag os, og kørte mod Trondheim gennem en serie af bomstationer. Videre på vores færd fulgte elven Goula os et godt stykke vej. Vi kunne se at laksesæsonen var startet. Især i området ved Støren, så vi mange sportsfiskere i gang med at indfri deres passion. Det ensformige terræn mod Dombås blev kun afbrudt af vejarbejde med manuel trafikregulering. Sikkert den bedste måde at styre trafikken på under disse forhold, men også en måde at opbygge kilometer lange køer, som forstyrer kørerytmen både 10 og 20 km fremefter. Men vi kom godt over Doverfjeldet til Dombås, hvor vi orienterede os om muligheder for overnatning i området. Det var nu ikke særligt opmuntrende, så vi måtte køre helt til Otta, i et regulært skybrud. Her fandt vi et skønt lille ydmygt sted. Klods op ad Ottaelven, der støjende buldrede forbi vores lille hytte.

Oihusviken camping

Det dårlige vejr var ikke blevet bedre natten over. På campingpladsen fik vi melding om, at det ville blive bedre op ad dagen. Vi havde planlagt at nå frem til Voss - Hardanger - området hvis det var muligt. Men vi besluttede os til at køre så langt energien rakte. Det meste ad vejen var bjergkørsel, der var meget at se på, og vi skulle af snørklede veje op i ca 1500 m.o.h.

Fossen i Lom

Vi har tidligere været i Jotunheimen og besøgt Lom. Så vi glædede os til at se byen igen. Dengang boede vi i en lille hytte ved Fossberg. Fossberg lå der endnu, og Lom var blevet næsten en tro kopi af Dombås. En regulær turistmagnet, en by der var lige ved at svømme over i glade mennesker og aktivitet. Et sted hvor vi godt kunne have fundet på at tilbringe et par dage, for at gense Glittertind og tage turen over bræen til toppen - 2465 m.o.h. Som så meget andet, må vi have den tur tilgode. I stedet kiggede vi på den levende by, og så tilbage på de fire dage vi boede her sidst.

For vores mål i Jotunheimen var denne gang at køre over Sognefjeldet og ned langs Sognefjorden. I de mange år vi er kommet i Norge, har vi hørt, at netop den tur skulle være noget særligt. Så da skiltet til Sogndal vise sig, var vi spændt på at se, hvad den 139 km lange strækning kunne byde på.

Bræ i Jotunheim - Sognefjellet

Det var en lang tur. Fyldt med scenerier og indtryk der friskede mange minder op. Især fra skiturene andre steder i Norge. For terrænet og indtrykkene var de samme. Storslåede panoramaer, masser af barsk natur, med sneklædte fjelde og bræer. Dalstrøg så betagende, at det næsten tog pusten fra os. Turen op til plateauet var noget for sig. Men det var turen også ned igen. Heldigvis er der rigtig mange udsigtssteder, som man kan benytte sig af, og det gjorde vi i det friske vejr. Så da vi endelig var nede ved bunden af Sognefjorden, var bægeret med indtryk mere end fyldt. Vi var nødt til at holde en pause. Selvom vejret havde været blandet på turen over fjeldet, ja så var det nu vindstille og bragende sol. De stejle fjelde spejlede sig i det blanke vand. Betagende tur som alle bør unde sig selv.

Sognefjorden - på vej til Sogndal

Turen langs Sognefjorden til Sogndal kører vi langs kysten et godt stykke vej og det ene skønmaleri efter det andet vælter frem. Så da vi nåede Sogndal, var vi godt møre af turen og indtrykkene. Det var tid til at gøre holdt for dagen. Selvom vi havde regnet med at nå til Voss, besluttede vi at finde et sted i Sogndal. Det fandt vi lige over broen på højre side mod Lærdal. Der ligger nogle dejlige fjordhuse med en flot udsigt over fjorden og sneklædte fjeldtoppe. Hvad mere kan man ønske sig.

Trondheim - Nidaros, Norges første hovedstad

Katedralen i Trondheim

Der er et eller andet forunderligt ved en stor by. Forventninger om at tingene her er anderledes. At der er inspiration, oplevelser og forandring at hente. Sådan havde vi det også, da vi mødte Tronheim.

Den venlige værtinde på motellet havde anbefalet os at tage bussen ind til "staden" frem for bilen. Så var vi fri for høje parkeringsafgifter, bompenge og alt det vejarbejde som den nye E6 gav. Og så var der halv pris for pensionister på bussen. Det var et rigtigt godt tip, som uden besvær fik os ind til byens centrum.

Et af de første steder vi altid kontakter, når vi kommer til en ny by, er turistkontoret. De har altid rigtige mange tips om byens puls, og så er der næsten altid adgang til Internet, hvis man har brug for det. Men sært nok havde en moderne by som Trondheim ikke Internet adgang fra turistkontoret. Ikke engang en Internetcafė var der i byen. Men der er trådløst netværk overalt, for dem der har en smartphone eller laptop.

Nidarosdomen - katedralen i Trondheim havde vi glædet os til at se. Verdens nordligst beliggende katedral og Norges nationalhelligdom. Bygget over Olav den Helliges grav og et pilgrimsmål i knap 1000 år. Et mål der kan nås gennem et 5000 km stort net af pilgrimsveje i hele norden.

Vikingekongen -Olav Tryggvason

Katedralen er et fantastisk bygningsværk, som både indefra og udefra fremstår som et mirakel. Det er svært at begribe, hvordan det har været muligt at skabe sådan et kunstværk på den tid - år 1070 som var det år byggeriet blev startet. Ærkebispegården og Pilgrimsrefugiet ligger tæt ved katedralen. Sammen med Vor Frue Kirke, der også ligger tæt ved katedralen, danner de et fint religiøst centrum, hvor mennesker kan mødes, tænde lys, bede eller bare søge ly.

Midt på torvet står vikingekongen, Olav Tryggvason, placeret på en mægtig obelisk. Det er ham, der i år 997 grundlagde byen som stort set var Norges hovedstad frem til 1217. Den 18 meter høje obelisk er samtidig viseren i et gigantisk solur, hvor torvets mosaik indgår. Uret viser livets lyse sider.
Ved en tilfældighed havde vi opdaget, at Trondheim har verdens eneste specialkonstrueret cykelelevator. Den er placeret ved Bybroen og går op til fæstningen Kristiansten. Det lød eksotisk, så det måtte vi se.

Den var imidlertid ude af drift, men den fik os over Bybroen og ind i den gamle del af byen. Bakklandet - som den kaldes, ligger på østsiden af Nidelven, der slynger sig gennem byen. Et meget charmerende område med gamle træhuse og oprindeligt arbejderboliger. Husene er restaureret og bruges i en skøn blanding til boliger, specialforretninger og cafėer. Et kulurelt mekka. I forlængelse af dette område ligger "Nedre Elvehavn" som er et gammelt dokområde, der har udviklet sig til et kulinarisk in sted. De to områder og hele østsiden af elven kan sluge al den tid, man har til rådighed.

Gade fra Bakklandet

Det var en fin dag og overraskende. Især den gamle bydel var inspirerende at se. Vi var mættet med indtryk fra en lang eftermiddag i "staden", da vi tog hjem. Pudsigt, at vi er begyndt at omtale de mange overnatningssteder, vi har haft på vores tur som "hjem".

Namsos - Namselven og laksefiskerne

Udsikt over Namsfjorden fra Klompen

Namsos er en forholdsvis ny by. I den forstand at den i et historisk perspektiv har været brændt ned to gange (1872 og 1897) og ødelagt af tyske bombardementer i 1940. Det fik vi et godt indtryk af på vores tur rundt i den lille by i bunden af Namsfjorden, hvor Namselven ender. Tæt på bymidten er der en lille stikvej, som går op til byens udsigtspunkt - lokalt kaldet Klompen. Her er der et oversigtskort, der med billeder viser de katastrofale historiske skader på bymidten. Men Bjørumsklompen, som klompen hedder, giver med sine 114 m.o.h også et godt overblik over byen, men også en god del af fjorddeltaet. Og så var det første gang, at vi på turen mødte en "bomstation". Det var en pudsig oplevelse, som turist, at se hvor afgiftbelagt dagliglivet kan indrettes. Med betaling for at komme ind i byen og for at parkere. Betaling overalt. Så en rask lille tur ind til byen for at handle kan nemt koste 50 Nkr.

Men Namsos er mere end byliv. Det er også storslået natur. Namsen, som Namselven kaldes, er også et af verdens fineste steder at fiske efter store laks. Sportsfiskernes paradis - en elv der aldrig svigter. Den berømte Namslaks kan nå en vægt på mellem 20-30 kg. Langs Namselven kan der fiskes både fra land og med flue. Men den mest almindelige metode er harlingfiskeri. En metode hvor der fiskes fra en speciel type båd, som gennem tiden er udviklet til elvfiskeri.

Traditionelt fiskeri på Namsen

Der var også plads til en ny oplevelse for os. Der findes en sideelv et stykke oppe ad Namselven - Bjøraelven. Den er efter sigende en af Norges bedste elve til fluefiskeri efter laks. Elven er bred - i gennemsnit 20 m og meget åben, hvilket gør den velegnet til den form for fiskeri. Og så er der lige så store fisk som i Namselven.

På turistkontoret fik vi et meget fint oversigtskort "Valdkort for Namsen og Bjørka i Overhalla kommune", som vi brugte til en udflugt langs elven. Vi fandt et spændende sted -Sælkhylla-, hvor der var en lille foss, og hvor vi over nogle timer nød det gode vejr og så på laksefiskerne. Der var laks. Fem store svende så vi rejse sig af det strømmende vand. Men synd for sportsfiskerne. De måtte også nøjes med at se på de flotte laks. Et fantastisk område. Der er nok at se på. Hvis man har tid, er der også masser af muligheder i Grong. Et område længere oppe ad Namsen.

Noget af det der har slået os på turen, er den meget omskiftelige natur, der er i Norge. Fra det barske flade fjeldland til de store skove med billedskønne fjelde og spejlblanke søer. Og nu på turen gennem Verdal området med et landskab, der minder meget om landbrugsområderne i Danmark og Sydsverige. Meget spændende, at se den varation på vores vej mod Trondheim.

Nu skal vi til at vende os til bomstationer, og at vi er endt midt i Norges "fællesferie". Det vi kalder industriferie. På de sidste steder vi har gjort ophold, har der været trængsel på campingpladserne. Så vi har måtte indlogere os på motel. Det blev også resultatet her på motel Vikhammer ca. 14 km før Trondheim.