Lærdal og Hardangerfjorden

Byrkelo - Sognefjorden - Lærdalstunnelen - Flåm- Kinsarvik

På vejen sydover kørte vi ad E39 for at komme ned til Kinsarvik ved Hardangerfjorden. Ved Skei skiftede vi til Hv5 og kørte ind i fjelmassivet gennem en lang række tunneller, som skaber forbindelse til Sorgendal og Sognefjorden. Et beundringsværdigt stykke ingeniør kunst, som har givet den del af det norske Vestland helt nye muligheder for samfærdsel. Selv om der ikke er så meget at se under tunnelpassagerne, er det fascinerende at køre rundt inde i fjeldmassivet og til sidst komme ud på den anden side af fjeldet.

Vi så frem til at komme til Sorgendal og fjorden igen. Sidst vi var her, boede vi i en af Loftenes Fjord Hytter, som lå lige ved broen over Sognefjorden. Men vi fik os en rigtig nedtur, da vi kom frem til det vi i 2011 oplevede som et fantastisk sted. Stedet var mildest talt under nedrivning. I byens iver efter at skabe nye til- og frakørselsforhold til byen, så det ud til, at man havde valgt at lave en ny broføring ret gennem den turistperle, som vi oplevede i 2011. Det var en rystende oplevelse at se vores drømmested i den forfatning, vi blev oprigtigt kede af at se hele det kaos som brobyggeriet afspejlede.

Så vi skynde os videre mod Hardangerfjorden, som var vores mål for dagen. Fra Sorgendal kørte vi gennem Lærdaltunnellen. Verdens længste vejtunnel. Knap 25 km. vej sprængt gennem Lærdalsfjeldet for at forbinde Lærdal og Aurland. Imponerende. Sidst vi var her, valgte vi at køre over fjeldet for at få den storslåede udsigt. Er vejret godt og har man tid, er det absolut en seværdig omvej.

Forenden af Lærdalstunnellen og ikke langt fra Auerdal ligger byen Flåm, hvor den berømte Flåmbane kører de godt 20 km til bjergstationen Myrdal, som ligger 867 meter over havet. Togturen tager ca. en time, og har man mulighed for det, er turen en af verdens smukkeste togrejser. Men vær forberedt på, at turen er temmelig overrendt af de mange turister fra krydstogtsskibe, som anløber Flåm. Vi tog ikke turen, men valgte i stedet at se på menneske mylderet og i stedet holde frokostpause på det lokale spisested ved havnen.

Turen forsatte videre til Voss, og medens vi nærmede os Hardangerfjorden og Kinsarvik trak skyerne sammen over os, og det efterhånden trættende regnvejr begyndte igen. Vi passerede Hadangerbroen som nu erstatter færgeforbindelsen Bruravik–Brimnes mellem Bruravik i Ulvik Kommune og Brimnes i Eidfjord Kommune. Broen er 1.380 meter lang og er en af de længste hængebroer i verden. Og ikke nok med det, så er der i hver ende af broen – inde i fjeldet – indrettet rundkørsler afhængig af om man skal mod Ulvik, Eidfjord eller Kinsarvik. En ret fantastisk oplevelse at passere dette højteknologiske bygningsværk.

Hen på eftermiddagen var vi fremme i Kinsarvik, som ligger flot ned til Sørfjorden og er en gren af Hardangerfjorden. Efter lidt søgen fandt vi Kinsarvik Camping, som heldigvis havde en ledig hytte. Vi havde regnet med at blive et par dage for at udforske området, men desværre var hytten kun ledig et døgn. Men hytten var dejlig og lå flot tæt ved byen, og heldigvis klarede det op hen under aften, og det var dejligt.

Trollstigen og Geiranger

Åndalsnes - Trollstigen - Geiranger - Byrkelo

Mjelva Camping viste sig at være et dejligt sted med fine hytter til en rigtig god pris. Vi fik en fuldt udstyret hytte med udsigt til fjellet, vi skulle over. Dagen efter havde vejret stabiliseret sig, og på yr.no kunne vi se, at vejret så ud til at blive bedre, når vi skulle køre over den snørklede stigning. Trollstigen er en smal 106 kilometer lang enestående flot vejstrækningen med en stigningsprocent på 9%, og 11 hårnålesving med svimlende fjelde til begge sider.

Vi har kørt turen før, så vi forventede ikke, at der ville komme nogle overraskelser i form af mange store turistbusser, som godt kan give lidt håndsved, når man skal passere hinanden på den smalle vej mod informationscentret på toppen 860 meter over havet. Der er ikke mange muligheder for at gøre stop på turen op, men på toppen er der anlagt vandrestier, så man kan komme ud og se de mange åndeløse udsigtspunkter, stejle fjeldsider, hvor vandet fra den berømte Stigfoss som samlet falder godt 240 meter.

Fra toppen gik turen ned mod Geiranger og den flotte Geiranger fjord med udsigt til krydstogtskibene. Vejret var med os ned mod Geiranger, så udsigten var flot. Der lå flere krydstogtskibe for anker inde i bunden af fjorden. Vi kunne på turen ned se, hvordan røgen fra skibenes hjælpemotorer lå som en dis mellem fjeldsiderne. Et problem mange nordmænd er kede af, fordi røggassen ødelægger vegetationen på fjeldsiderne. En af Hurtigrutens skibe (MS Midnatsol) lå side om side med nogle at de enorme internationale krydstogtskibe. Selv om MS Midnatsol er 136 meter langt, så virkede det ret lille i forhold til de internationale krydstogtskibe.

Vi gjorde ophold på havnefronten, og efter et besøg i det lokale supermarked slog vi os ned på en bænk ved havnefronten. Her kunne vi sidde og spise, se på menneskemylderet og krydstogtskibene. Vi faldt i snak med et par nordmænd, som var på tur, og de bragte selv problemet med røggassen fra skibene på bane. For selv om de var interesseret i turismen, var det stadig et problem, at miljøet og fjeldene var så stærkt påvirket af de luftbårne ”affaldsstoffer” fra skibene.

Fra Geiranger fortsatte vi mod Voss, som vi egentlig havde regnet med, ville være inde for dagens køreprogram. Men som dagen skred frem, kunne vi godt se, at det ville blive sent, hvis vi skulle nå så langt. Så vi besluttede at finde overnatning i Byrkelo, en meget fin campingplads. Der var ikke nogen fuldt udstyret hytter, men vi fik en fin hytte, som lå meget tæt på flotte bade og toilet faciliteter. Og ejerskabet var helt i top, de havde i deres unge dage opholdt sig meget i Danmark. Så for dem var det næsten, som at få gæster hjemmefra.