søndag den 18. september 2016

Trondheim og Kristianssund


Havneanløb: Trondheim, Kristiansund, Molde, og Ålesund

Vi havde forventet flot vejr i Tronheim. Hele natten havde det været klart vejr med masser af måneskin og roligt vejr. Men da vi ankom til Trondheim, var der tæt tåge. Så tæt, at vi knap nok kunne se kajen, og tågen lå over hele byen. Heldigvis havde vi jo set byen på vej mod nord, så efter morgenkaffen gik vi en tur i havneområdet, for at få lidt motion. Kl. 10.00 var det tid til at sejle videre. På vejen ud passerede vi den lille ø Munkeholmen, som vi knap kunne ane i den tætte tåge.

Ombord var der begyndt at komme afrejsestemning. Det var jo dagen før afrejse, og en repræsentant fra ekspeditonsteamet indkaldte til informationsmøde. Han fortalte, hvordan afregning på cruisekortet ville ske, hvornår vi skulle forlade kahytten, den endelige udtjekning og afrejse ville foregå, når vi ankom til Bergen.

Sidst på formiddagen forsvandt tågen, og ved 11.30 tiden blev det flot vejr med en blanding af dis, blå himmel og sol. Så vi tog et par timer på dækket i det skønneste vejr med udsigt til fjeldene langs den norske kystlinie. Norge er et flot land – især når solen skinner.

Efter frokosten begyndte vi at pakke vores baggage sammen, så vi hurtigt kunne være klar til afrejse næste dag.

Kristiansund gik vi ind til sidst på eftermiddagen for et ganske kort ophold. Egentlig kunne man godt have brugt adskellige timer i byen, der tidligere havde været centrum for produktion af klipfisk. Nu var byen en central forsyningshavn for de norske oliefelter. En meget flot og moderne by, som vi helt sikker vil besøge igen.

Først på aftenen anløb vi Molde - Rosernes by. Byens milde klima og frodige haver har den fået af Golfstrømmen. Desværre fik vi kun lejlighed til at se byen fra skibet, for det planlagte anløb var meget kort og midt i den periode, hvor vi spiste til aften. Og en tre retters menu i den klasse som Hurtigruten server, ville vi nødigt undvære. Men vi fik da set havnemiljøet og nordgående Hurtigrute MS Lofoten i det flotte månelys, da vi forlod havnen.


Vi fortsatte mod Ålesund, som vi anløb midt på natten.

lørdag den 17. september 2016

Polarcirklen og De syv søstre


Havneanløb: Bodø, Ørnes, Nesna, Sandnessjøen, Brønnøysund og Rørvik

Atter stod vi op til en dejlig dag med sol. Men det så ud til, at der igen var skyer på vej. Op ad formiddagen mødte vi Hurtigrute MS Nordnorge, der var nordgående.

I dag var der polarcirkel dåb. Som på vejen op havde ekspeditions teamet planlagt dåben for nye og gamle rejsende, midt på formiddagen. Denne gang var det ikke med isvand og isterninger, ”Kong Neptun” hældte ned af ryggen som bevis for dåben. Nu var det en skefuld levertran, som hver passager skulle sluge for at være behørigt døbt. Det gav anledning til mange sjove grimasser og meget morskab på dæk syv, hvor sceneriet blev gennemført.

I forbindelse med polarcirkel dåben passerede vi den lille ø Vikingen, hvor polarcirklen er markeret af et monument i form af en globus. Det magiske tal for Polarcirklen er 66 ° 33 ’’ som markerer linjen. Vi fik det obligatoriske stempel i vores pas, som bevis for at vi havde passeret linjen i sydgående retning.

Før frokost ankom vi til Sandnessjøen. På kajen blev vi mødt af et lokalt orkester, der spillede på trommer, meget festligt.

Desværre ændrede vejret sig om eftermiddagen. Der kom tunge lavthængende skyer, så det var svært at se "De syv søstre”, som er navnet på bjergkæden på øen Alsten. Bjergkæden består af syv bjergtoppe, som præsten Petter Dass navngav efter sagnet om "De syv søstre". Fjeldet med de syv toppe rejser sig op til 1.072 m.

Sidst på eftermiddagen ankom vi til Brønnøysund for at hente gods. På vejen videre sydpå passerede vi Torghatten. Et ejendommeligt fjeld med hul i midten på øen Torget. Hullet er 160 meter langt, 35 meter højt og 20 meter bredt og blev skabt i istiden. På grund af vejrforholdene var det vanskeligt at se hullet, da vi passerede øen.

Aftenen blev rundet af med Hurtigrutens afskedsmiddag. Før middagen blev der serveret champagne i loungen på dæk syv. I forbindelse med arrangementet sagde skibets ekspeditions og restaurant team tak for samværet på rundrejsen.

Først på aftenen anløb vi Rørvik, hvor vi også mødte nordgående Hurtigrute MS Trollfjord.

Senere krydsede vi Folda – et åbent havstykke på vej til Trondheim.

fredag den 16. september 2016

Vesterålen og Lofoten


Havneanløb: Tromsø, Finnsnes, Harstad, Risøyhamn, Sortland, Stokmarknes, Svolvær og Stamsund

I dag vågnede vi til et flot vejr. Knaldende sol og blå himmel hele horisonten rundt. Dejligt at se på det rolige vand mens vi fik vores morgenbuffet. Et flot syn at se Hurtigrute MS Vesterålen passere.

Først på formiddagen skulle vi igennem Risøyrenna. En 4,5 km lang kunstig kanal skabt for at skibstrafikken kan komme ind til Risøyhamn, som også har en central rolle i Hurtigrutens historiePå vej ind til anløbsstedet passerede vi en bro, hvor flere af Hurtigrutens udflugtsbusser passerer samtidig med at skibet sejler under. Her er der en sjov tradition for, at man vinker til hinanden under passagen.

Senere var der et foredrag om Richard With, og om de årsager der førte til at han grundlagde Hurtigruten 2.juli 1893. Foredraget var optakten til besøget på Hurtigrutemuseet i Stokmarknes.

Efter frokost kom vi til Sortland med et kort ophold. Senere til Stokmarknes hvor Hurtigruten har det store flotte og meget interessante museum. Museet fortæller om Hurtigrutens arbejde med at transporterer gods, post og passagerer. Men også hvordan ruten har udviklet sig som arbejdsplads på godt og ondt, i mere end hundrede år. Et miniature samfund der har været med til at udvikle den norske kystkultur, og på afgørende vis har været med til binde Nord- og Sydnorge sammen. Som en særlig specialitet er det tidligere MS Finnmarken fra 1956 lagt på land og bygget sammen med museet, så man kan se, hvordan skibet fungerede og var indrettet på den tid.

Efter ca. 45 min. sejlads fra Stokmarknes begyndte vi sejladsen gennem det eventyrlige flotte Raftsundet, hvor det strålende vejr fremhævede den smukke norske natur, når den er bedst. Fra Raftsundet sejlede vi en tur ind i den 2,5 km lange og 80 meter brede Trollfjord med de stejle fjeldsider. En fantastisk flot og ubeskrivelig natur. For enden af fjorden åbner vandet sig, så der var rigelig plads til at vende det 122 meter lange skib om sin egen akse, så vi kunne sejle tilbage til Raftsundet. En imponerende og fantastisk manøvre, som besætningen ubesværet udførte.

Vi fortsatte videre til Svolvær, hvor der var tid til en kort sightseeing i byen. Svolvær kaldes også for ”Lofotens Hovedstad”.

Dagen blev rundet af med at møde Hurtigrute MS Richard With, og sidste anløb i dag var Stamsund sent på aftenen. Igen var der nordlys på nattehimlen.

En fantastisk dejlig solrig dag med mange indtryk.