Viser opslag med etiketten Folda. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Folda. Vis alle opslag

lørdag den 17. september 2016

Polarcirklen og De syv søstre


Havneanløb: Bodø, Ørnes, Nesna, Sandnessjøen, Brønnøysund og Rørvik

Atter stod vi op til en dejlig dag med sol. Men det så ud til, at der igen var skyer på vej. Op ad formiddagen mødte vi Hurtigrute MS Nordnorge, der var nordgående.

I dag var der polarcirkel dåb. Som på vejen op havde ekspeditions teamet planlagt dåben for nye og gamle rejsende, midt på formiddagen. Denne gang var det ikke med isvand og isterninger, ”Kong Neptun” hældte ned af ryggen som bevis for dåben. Nu var det en skefuld levertran, som hver passager skulle sluge for at være behørigt døbt. Det gav anledning til mange sjove grimasser og meget morskab på dæk syv, hvor sceneriet blev gennemført.

I forbindelse med polarcirkel dåben passerede vi den lille ø Vikingen, hvor polarcirklen er markeret af et monument i form af en globus. Det magiske tal for Polarcirklen er 66 ° 33 ’’ som markerer linjen. Vi fik det obligatoriske stempel i vores pas, som bevis for at vi havde passeret linjen i sydgående retning.

Før frokost ankom vi til Sandnessjøen. På kajen blev vi mødt af et lokalt orkester, der spillede på trommer, meget festligt.

Desværre ændrede vejret sig om eftermiddagen. Der kom tunge lavthængende skyer, så det var svært at se "De syv søstre”, som er navnet på bjergkæden på øen Alsten. Bjergkæden består af syv bjergtoppe, som præsten Petter Dass navngav efter sagnet om "De syv søstre". Fjeldet med de syv toppe rejser sig op til 1.072 m.

Sidst på eftermiddagen ankom vi til Brønnøysund for at hente gods. På vejen videre sydpå passerede vi Torghatten. Et ejendommeligt fjeld med hul i midten på øen Torget. Hullet er 160 meter langt, 35 meter højt og 20 meter bredt og blev skabt i istiden. På grund af vejrforholdene var det vanskeligt at se hullet, da vi passerede øen.

Aftenen blev rundet af med Hurtigrutens afskedsmiddag. Før middagen blev der serveret champagne i loungen på dæk syv. I forbindelse med arrangementet sagde skibets ekspeditions og restaurant team tak for samværet på rundrejsen.

Først på aftenen anløb vi Rørvik, hvor vi også mødte nordgående Hurtigrute MS Trollfjord.

Senere krydsede vi Folda – et åbent havstykke på vej til Trondheim.