Viser opslag med etiketten Lofthus. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Lofthus. Vis alle opslag

lørdag den 24. juni 2017

Kinsavik til Prædikestolen

Kinsarvik - Jørpeland -Prædikestolen -Oanes - Ogna

Fra vores hytte havde vi udsigt over Sørfjorden. I krydset hvor Hardangerfjorden møder Utnefjorden, som igen deler sig i Sørfjorden, der går mod syd til Odda og Eidfjorden, som går mod øst i retning af Eidfjord og Ulvik. Kinsarvik ligger i begyndelsen af fjorden, der længere mod syd støder op til det kendte frugtområde Lofthus. Alle bygderne rundt om Sørfjorden har meget gunstige klimatiske forhold, som er optimal for frugtproduktion. Især er Lofthus kendt for deres søde og lækre kirsebær (Moreller), og den årlige Morelfestival holdes i den sidste uge i juli hvert år.

I vores søgen efter bedre vejr fortsatte vi sydover. Receptionen havde fortalt os, at der var planlagt vejarbejde i retning mod Lofthus, og at man forventede et større sprængnings arbejde på vores afrejsedag, som ville stoppe al trafik i mindst to timer. Vi var glade for meldingen, så vi fik hurtigt pakket og gav os afsted, og vi nåede lige at komme igennem området, inde det blev lukket for sprængning.

Turen langs østsiden af Sørfjorden er flot. Selv i overskyet og regntungt vejr. Men vi var godt tilfredse, da vi passerede Odda og den gamle fabrik, som stadig lå midt i byen, og trængte til at blive revet ned. Vi gjorde et kort stop ved Låtefossen med det 165 m høje vandfald. Sidst vi var her, tog vi turen over Haukelifjellet mod Larvik. Men denne gang skulle vi opleve Prædikestolen og kørte gennem det flotte Røldal, skiområdet ved Håradalen og videre mod Sand og Jørpeland, hvor vi løb ind i vanskeligheder med at finde et sted at overnatte. Men efter nogen kredsen rundt i byen endte vi på Verkshotellet. Et historisk og hyggeligt hotel fra 1912 med flot beliggenhed lige i nærheden af Jørpeland bådehavn, og kun 10 minutters kørsel fra Prædikestolen parkeringsplads. Ikke noget billigt hotel, men vi fik da en seng og noget at spise. Hotellet oplyste på ankomstdagen, at vejret dagen efter ville blive godt og perfekt til en vandretur i fjeldet for at se Prædikestolen og den flotte udsigt over Lysefjorden. Det tegnede godt. Vi trængte til en rigtig god fjeldoplevelse.



Turen til parkeringspladsen ved Prædikestolen var kort, og vi var blevet advaret om, at det ”koster at parkerer”. Men vi syntes, at 200 kr. var lige i overkanten. Men pyt vejret tegnede godt, og vi glædede os til vandreturen. Vi havde dog ikke ventet, at turen frem og tilbage ville tage ca. fem timer, og at vi blev udsat for tre massive regnbyger. Heldigvis havde vi vores vandre regnslag med, så vi klarede det i fin stil. Men det var lidt anstrengende at vende sig til det skiftende, og ind i mellem kølige vejr der fulgte med regnen. Endelig oppe på plateauet – 604 meter oppe – blev vi mødt af tåge, så der var ikke meget udsigt at lade sig overvælde af. Men vi oplevede stemningen og mødet med alle de andre nationaliteter, der havde taget turen der op. Det havde været dejligt med et par solide klemmer i stedet for vand og bananer. Men klemmerne måtte vi have til gode, for vores forråd lå nede i bilen. Turen ned igen gik egentlig nemmere, end vi havde regnet med, selv om vi også her måtte have regnslagene frem. Vejret klarede dog lidt op, så vi fik da set udsigten overLysefjorden. Det var en lettelse senere, at sætte sig ind i bilen medens regnen igen hamrede ned. Lidt forkomne, klamme og temmelig sultne. Det er ved sådanne lejligheder, man husker hvor godt et par brødskiver med ost smager.


Det havde været en strabadserende dag, men vi havde fået en på opleveren. Vi var ikke sikre på, at vi var gået turen, hvis vi havde vist, hvordan turen og vejret havde udviklet sig. Men det var gået godt, selv om vi var godt ømme i benene. Hen på eftermiddagen tog vi båden over fra Oanes til Høle og derfra videre gennem det flotte og nærmest engelsk inspireret landskab til Ogna. Solen var begyndt at skinne, så det var en hel fantastisk oplevelse, at lade bilen i frihjul glide gennem det øde landskab. Fremme i Ogna – en lørdag – opdagede vi, at man i Norge ikke har de samme liberale holdninger til åbningstider i butikkerne som i Danmark. Heldigvis nåede vi da at købe lidt ind i et lokalt minimarked lige før lukketid. Der kom vi i snak med en livsglad nordmand, der gav os nogle tips om, hvor vi kunne handle uden for de normale åbningstider. Endestationen for dagens tur blev Ogna Camping i en splinterny hytte med alle faciliteter. Dejligt at kunne slappe af, kigge lidt på naturen og fornemme, at nu var vejret ved at gå i den rigtige retning.