Viser opslag med etiketten Grisund. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Grisund. Vis alle opslag

mandag den 12. september 2016

Tromsø – porten til Arktis


Havneanløb: (Stokmarknes, Sortland, Risøyhavn), Harstad, Finnsnes,Tromsø og Skervøy

Vi ankom til Harstad midt på natten, og lå der til næste morgen kl. 8. Vejret var bedre men stadig gråt og regntungt. Rejsen fortsatte mod Finnsnes og Tromsø. I dag kan vi begynde at se de flotte gyldne efterårsfarver. Vi fornemmer, at vi kommet længere nord på.

Efter Finnsnes sejler vi under Gissundbroen, der forbinder Norges næst største ø Senja med fastlandet og fortsatte videre gennem Gissund mod Tromsø.

Ved ankomsten til Tromsø viste det sig, at vore søsterskib MS Trollfjord havde tekniske problemer og lå ved vores kajplads. Så vi skulle bruge lidt tid på havnemanøvre for at få plads til begge skibe.

Vi gik en tur i byen, for at gense nogle af de steder vi huskede fra vores sidste besøg i 2011. Vi var oppe på broen for at se ud over byen, havneområdet og få et gensyn med Ishavskatedralen.

På vejen tilbage kiggede vi efter fiskeforretningen, hvor vi købte hellefisk, sidst vi var her. Vi fandt den ikke, men mødte tilfældigt en dansker, som havde boet i byen de sidste 6 år. Han kunne fortælle os, at forretningen var flyttet ud af byen, og at der i området var bygget en hel del nye huse. Så det var svaret på, hvorfor vi ikke kunne finde forretningen. En hyggelig mand som vi fik en længere samtale med og som fortalte os om, hvordan det var at være dansk i Norge.

Vi forlod Tromsø sidst på eftermiddagen og sejlede videre til Skervøy.