tirsdag den 6. juni 2017

Vestervik til Uppsala

Uppsala

Fra Vestervik fortsatte vi videre til Norrkjøping over Katrineholm til Strangnäs for at ende i Uppsala. En en flot og historisk by med mange seværdigheder. Absolut et sted der kræver noget tid, hvis man vil se det hele. Vi fik lejlighed til at kigge på den gamle bydel, se kirken og de gamle bygninger.
Vi boede på campingpladsen i Uppsala, og den var absolut ikke noget at skrive hjem om. Selv om den lå perfekt placeret midt i byen, så lignede den noget der virkelig trængte til en gennemgribende renovering.

Det er bestemt værd at overveje en hotelovernatning, især fordi prisen for en hytte næsten er på samme niveau. Men ved en hotelovernatning får man opredte senge, håndklæder, morgenmad og er fri for slutrengøring. Den største fordel ved at bo i hytte er at man selv kan lave sin egen mad. En variant er at benytte moteller, hvor man får hotellets fordele og hytternes frihed. Moteller kan se ud til at blive afløseren for de efterhånden temmelig slidte hytter, som vi så på mange campingpladser.


mandag den 5. juni 2017

Karlshamn til Vestervik

Vestervik 

Fra Karlshamn fortsatte turen til Vestervik, hvor vi boede på ”Lilla hotel” i Vestervik. Som er et lejlighedshotel tæt på centrum, og et særligt plus har de gratis parkering. Noget som er ret sjældent i Sverige, skulle det vise sig. Hotellet var en god oplevelse med fin og venlig betjening. Absolut et sted der kan anbefales for en hurtig overnatning. Og hvis man har god tid, er der meget at se på. Fx. Byens gamle træhuse og havnen.


søndag den 4. juni 2017

Hillerød til Karlshamn

Vi startede turen i småregn med første overnatning i hyttebyen ved Långasjøen i Asarum tæt ved Karlshamn. Traditionen tro gjorde vi stop i Åhus, og spiste stegte sild på Pråmen, og fik lidt svensk øl. Prammen er en flydende restaurant, som ligger i Helgeåen, der hvor åen løber ud i Østersøen.

Hyttebyen ved Långssjönäs har vi besøgt mange gange gennem årene, så det var et hyggeligt gensyn. For nogle år siden kom der nyt ejerskab, og de er begyndt at renovere hytterne. Planen er at alle hytter skal have moderne bad og toilet. Så det var sjovt at få lov til at være nogle af de første til at prøve en af de nyrenoverede hytter.