søndag den 12. juni 2011

Godt på vej mod Nordkapp

Jönköping - Lovsjö - første overnatning
Jönköping - Lovsjö - første overnatning
E4 - hovedvejen til Jönköping er temmelig ensformig. En vej der bare skal overstås. I mellemtiden blev det ellers fine vejr afløst af regn og torden. Kort før Jönköping - i Lovsjö - besluttede vi  at overnatte.  Et lille sted ned til en fiskesö. Efter sigende et eldorado  for aborre og geddefiskere.

Hverdagen er nem, når alt hvad man behøver kan ligge i bagagerummet i en Toyota.  Så vi fik hurtigt indrettet os i hytten, lavet noget mad og rundet dagen af med et glas vin. Den eneste bekymring vi havde var, at mobilen var helt død. Heldigvis viste det sig at det var det dårlige vejr, der var forklaringen. Så vi håber problemerne løser sig hen ad vejen. Dagen derpå kunne vi læse i den lokale avis, at der i området hvor vi boede var målt 13.000 lynnedslag. Det må siges at være noget. Jette talte med nogle andre danskere og de fortalte at deres mobiler også var helt døde.

fredag den 10. juni 2011

Tur til Nordkapp - Så sætter vi karavanen i gang

De sidste par dage har været hektiske. Der er ufattelig mange ting, man skal tænke på, nå turen er så lang som denne tur til Nordkapp. Jette har tjekket pakkelisterne op til flere gange. Jeg har opdateret drejebogen for turen og justeret de sidste ting. Bilen er pakket og klar til turen. Vi fornemmer en stigende spænding - det bliver en fantastisk tur. Om en lille times tid kører vi nord på. Hvis det går efter planen, er vi fremme i Jönköbing sidst på eftermiddagen. Det er ikke så langt. Men det er planen. Små skridt - der skal være tid til at få sjælen med. Det bliver en kør selv ferie ud over det sædvanlige.

onsdag den 8. juni 2011

Kommentarer til Tur til Nordkapp - brug Firefox

Teknologi har mange fordele og er ganske smart - også til en blog. Desværre er det ikke altid, at de "store" software leverandører kan blive enige om, hvordan tingene skal virke på vores fælles platform Internettet. Af en eller anden grund er der pt. problemer med Internet Eksplorer, hvis man vil bruge den til at kommenterer på Googles "Blogger" applikation. Surt show med Internet Explorer 7 ++,  men den virker desværre ikke altid, hvis du vil sende kommentarer til indlæggene.

Det er en kendt fejl at Internet Explorer (IE) har denne specielle udfordring. Hvis man er rigtig ivrig, så kan man på Googles supportsider se, at de arbejder på at finde fejlen. Det har stået på et godt stykke tid, og der er ikke meget nyt. Og måske er Google ikke rigtigt interesseret i at få løst problemet. For der findes gode brugbare alternativer. Deres egen browser Chrome samt Firefox og Opera virker rigtig godt til formålet. Så mit råd til dig og alle andre, der ikke har tålmodighed til at vente på et IE "Hotfix" er, at skifte til en af de nævnte tre - til denne opgave. De virker som de skal, og du kan kommeterer lige så meget, du vil.